Derfor har USA en enorm interesse i Venezuela

Forstå dramaet i Venezuela og amerikanernes rolle. Fire svar fra DR Nyheders korrespondent

USA bakker op om den selvudnævnte præsident Juan Guaidó. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Venezuela har været præget af ustabilitet og uroligheder de seneste år.

I går var ingen undtagelse, da oppositionslederen Juan Guaidó udnævnte sig selv til landets præsident.

USA var hurtig til at melde sin støtte til den 35-årige Juan Guaidó.

Imens Venezuela de sidste år har bevæget sig dybere og dybere ned i et økonomisk kaos, har USA nøje fulgt udviklingen i det olierige land.

Kristian Almblad, der er DR’s korrespondent i Sydamerika, giver et overblik over forholdet mellem de to lande.

Hvilken rolle spiller USA i Venezuela?

USA har selvfølgelig helt overordnet en kæmpe interesse i Venezuela, fordi landet har verdens største oliereserve. USA er den største importør af olie fra Venezuela.

Mens USA godt vil kunne gå hen og finde olie et andet sted, er Venezuela fuldstændigt afhængig af olieeksporten til USA.

Men ud over den kommercielle interesse så er det ikke velset i USA, at der ligger et socialistisk ledet land så relativt tæt på USA. Samtidig har venezuelanerne også et meget blandet syn på USA.

Mange har taget den tidligere præsident Hugo Chavez' meget antiamerikanske retorik til sig, men samtidig er den kulturelle indflydelse fra USA meget stor i Venezuela, hvor de blandt andet primært kører i amerikanske biler, og nationalsporten er baseball.

  • USA's vicepræsident, Mike Pence, opfordrer Venezuelas hær til at bakke op om oppositionslederen Juan Guaidó. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)
  • Venezuelas officielle præsident mener, USA prøver at styre Venezuela fra Washington. (Foto: handout © Scanpix)
  • Det kom til sammenstød mellem demonstranter og politi igår, hvor Juan Guaidó udnævnte sig selv til ny præsident i Venezuela. (Foto: Yuri CORTEZ © Scanpix)
1 / 3

Hvad har USA tænkt sig at gøre?

Når amerikanerne så hurtigt udviser opbakning til Juan Guaidó, er det simpelthen, fordi de længes efter, at der skal ske noget i Venezuela.

Men man vil helst ikke selv skulle blande sig i for eksempel en militær intervention.

De vil hellere have, at venezuelanerne klarer det selv, og det håber man så på fra amerikansk side, at det sker af sig selv, hvis man støtter en oppositionsleder, der er stærk nok til at vippe Maduro af pinden.

Hvorfor ser vi den her udvikling i Venezuela lige nu?

Oppositionen var meget stille i 2018, men nu begynder urolighederne muligvis at blusse op igen.

Juan Guaidó blev leder af parlamentet ved årets begyndelse. Det er påfaldende, at han udråber sig selv som landets præsident i samme uge, som en gruppe af soldater fra hæren forsøgte at udføre et kup, så måske er der et eller andet, der rører på sig i oppositionslaget.

Det, der kan virke overraskende, er, at han så hurtigt får støtte fra USA og en række andre lande.

Hvor står den venezuelanske hær?

Det er svært at vide, men det er rigtig spændende at holde øje med.

Når der ikke er personer fra hæren, der enkeltvis går ud og kommenterer på Guaidós handling, må man gå ud fra, at hæren fortsat støtter Nicolás Maduro. Og det er hans nøgle til magten.

USA's vicepræsident, Mike Pence, var samtidig hurtig til at opfordre det venezuelanske militær til at beskytte landets borgere og bakke op om den demokratiske proces.

Facebook
Twitter