Fra Ankara giver Steen Nørskov, der er journalist på DR Nyheders Udlandsredaktion og blandt andet tidligere korrespondent for DR i Mellemøsten, her ti grunde til, at præsidenten vandt endnu et valg og besejrede sin udfordrer, Kemal Kilicdaroglu.
Lykken er at være tyrker
Recep Tayyip Erdogan appellerede med held til tyrkernes stolthed over at være tyrkere og over den position som regional stormagt, landet har fået i hans regeringstid.
Først efter valgets første runde gik det op for oppositionen, at dette valg er og var et valg defineret af nationalistiske værdier. Og så var det for sent.
Et af det moderne Tyrkiets grundlægger Mustafa Kemal Atatürks oftest citerede valgsprog lyder ”lykkelig er den, der kan kalde sig tyrker”.
Hver eneste uge valgkampen igennem sørgede Erdogan for at indgyde sine vælgere en følelse af national stolthed ved blandt andet at indvie Tyrkiets første atomkraftværk, søsætte et tyrkisk-bygget hangarskib, præsentere et nyt, førerløst tyrkisk jagerfly, en ny kampvogn og den første tyrkisk-fremstillede el-bil.
Inflationen der blev væk
Det er svært at komme i tanke om et valg noget sted i verden nogensinde, hvor en leder har haft ansvar for og gjort sig medskyldig i en så dyb økonomisk krise – og så alligevel vundet.
Tyrkiet har de seneste par år lidt under den højeste inflation i noget industrialiseret land på kloden. Den tyrkiske middelklasse er stort set forsvundet.
Erdogan har samlet næsten al magt i ét embede, sit eget. Det gælder også magten over den økonomiske politik. Stik mod tre nationalbankdirektørers råd har han ført en rentepolitik, som kun har fået inflationen til at stige yderligere og fagøkonomer overalt i verden til at ryste på hovedet.
Men Erdogan har lånt milliarder af sine nærmeste politiske allierede til at afbøde de alvorligste følger og brugt sin næsten fuldstændige magt over medierne til at fortælle sine vælgere, at inflation er et globalt fænomen, og at det i øvrigt er Vestens skyld. Og de har troet ham.
Jordskælvet – Gud og de andres skyld
Da det sydlige Tyrkiet i begyndelsen af februar blev ramt af et katastrofalt jordskælv, virkede Erdogan i de første døgn handlingslammet.
Det statslige katastrofeberedskab, han har bygget op, viste sig at være dybt ineffektivt og håbløst korrupt, og der var mange, der spåede, at håndteringen af hjælpeindsatsen kunne blive hans fald. De tog fejl.
Ligesom med den elendige økonomi, endte tyrkerne med at give andre skylden. Ikke Erdogan. Jordskælvet var skæbnens gang og Guds vilje, mente Erdogan, og han bedyrede samtidig, at han var den eneste, der kunne genrejse de ødelagte byer. Så korrupte bygherrer og uduelige bureaukrater fik skylden for den skandaløse hjælpeindsats. Erdogan slap.
Hellere en stærk end en rar mand
Den 69-årige Erdogan virkede flere gange under sin lange valgkamp træt og uoplagt, og så sent som aftenen inden valget faldt han i et kort sekund i søvn midt under et direkte tv-interview.
Alligevel lykkedes det ham under det meste af valgkampen – i modsætning til sin rival - at fremstå som den karismatiske, folkeligt forbundne politiker, han er kendt for at være.
Erdogan udstrålede styrke og magt. Og mange af de tyrkiske vælgere mener, at sådan skal en politiker tage sig ud.
Da Kemal Kilicdaroglu havde tabt første runde, forvandlede han sig til én, der i sin fremtoning og stil mindede lidt om den siddende præsident. Dér var det bare for sent. Da havde tyrkerne vænnet sig til den lidt grå og kedelige men rare og bedstefaderlige figur som en slags antitese til Erdogan.
Kun præsidenten kommer i fjernsynet
Recep Tayyip Erdogan og forretningsfolk, som er knyttet til ham og hans regerende parti, kontrollerer 90 procent af de tyrkiske medier.
Erdogans brug eller rettere misbrug af den fordel, var den væsentligste grund til, at internationale observatører som for eksempel OSCE erklærede valget for delvist frit men ikke retfærdigt.
Under hele valgkampen gav Erdogan sig selv daglig, uimodsagt taletid og adgang til millioner af hjem via de massemedier, han længe inden valget havde sikret sig næsten total kontrol med. Uafhængige iagttagere gjorde op, at de Erdogan-tro medier brugte ti gange mere sendetid til at dække præsidentens valgkamp end rivalen Kemal Kilicdaroglus.
Så sent som aftenen før valget blev private mobilnet-udbydere truet af en offentlig tilsynsmyndighed under Erdogan-regeringens kontrol til forhindre oppositionen i at sende sms’er ud til millioner af potentielle vælgere. Recep Tayyip Erdogans ministre fik lov at blive ved med at sende sms’er til deres vælgere.
'De er alle sammen LGBT+!'
Erdogan førte en hadefuld valgkampagne uden sidestykke mod landets seksuelle minoriteter. Fra scenen på utallige af sine valgmøder gjorde han hadske udfald mod LGBT+ personer og de organisationer, de er organiseret i.
Men ikke kun det.
Ved møde efter møde – og også i sin sejrstale i Istanbul på valgaftenen – beskyldte han oppositionspartierne for at undergrave traditionelle tyrkiske familieværdier ved ikke at fordømme LGBT+ personer.
Han kaldte slet og ret sine politiske modstandere “LGBT+”, vel vidende at det store flertal af de tyrkiske vælgere er socialt og religiøst konservative og kritiske overfor netop seksuelle minoriteter.
'De er (også) støttet af terrorister'
Erdogan dæmoniserede sine politiske modstandere og beskyldte - uden nogensinde at dokumentere det – dem for at være ”støttet af terrorister”.
Han påstod, at en stemme på oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu, ville være en stemme på “terrorister”, og med det mente han den kurdiske terrorbevægelse PKK.
Erdogan brugte ”deep fake”-teknologi til at drive netop den pointe hjem ved et af sine største møder under valgkampen. Han indrømmede endda senere sin manipulation, som han brugte til at knytte sin rival direkte til PKK.
I Erdogans kampagnevideo ser man PKKs ledere synge med på Kemal Kilicdaroglus slagsang. Erdogans indrømmede, at der var tale om et falskneri i et interview med det regeringskontrollerede TRT.
Krisehjælp for lånte penge
Med mindre end en uge til valget havde Tyrkiet et underskud på sine valutareserver.
Nationalbankens store kasse med amerikanske dollar var tom. Erdogan har i ugerne og månederne op til et valg, han vidste, han risikerede at tabe på grund af den elendige økonomi, delt milliarder og atter milliarder ud af statens penge.
Det har alverdens regeringer – også den danske – også gjort under det seneste års krise med høj inflation. Men mange lande har faktisk råd til det. Det har Tyrkiet ikke.
Erdogan kan med en vis ret sige, at han har beskyttet sin befolkning mod de værste følger af krisen. Men han har gjort det ved at sætte Tyrkiet i gæld. Hans politiske allierede i De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien har sat milliarder af dollar ind på konti i den tyrkiske nationalbank og holdt lira’en flydende, og hans mangeårige strategiske partner i Moskva, Ruslands præsident Vladimir Putin, har leveret gas for andre milliarder på kredit.
Modstandere fængslet og ramt af forbud
Erdogans mangeårige, gradvise overtagelse af magten i Tyrkiet omfatter alle vigtige institutioner, herunder landets domstole. De er ikke længere uafhængige som i en retsstat.
Da valgkampen gik i gang, gjorde offentlige anklagere og dommere i det østlige Tyrkiet det også. Snesevis, nogle rapporter siger hundreder af især kurdiske politiske aktivister blev sigtet og fængslet, og de var dermed ude af stand til at spille en rolle i mobiliseringen af vælgerne i en del af landet, hvor oppositionen på forhånd var udset til at få et godt valg.
Inden da havde andre domstole forhindret oppositionen i at gøre den politiker, både meningsmålinger og iagttagere havde udpeget som den farligste for Tayyip Erdogan, til sin kandidat: Istanbuls overborgmester Ekrem Imamoğlu.
Intet magtskifte uden kurderne
Oppositionens præsidentkandidat er kurdisk og stammer fra den østlige, overvejende kurdisk-befolkede del af Tyrkiet, men Kemal Kilicdaroglu fik ikke den opbakning fra de kurdiske vælgere, han havde brug for.
I valgets første runde var valgdeltagelsen i det østlige Tyrkiet lavere end i resten af landet. Den var endnu lavere i den anden af de to afstemninger. Selv om eksempelvis to tredjedele af stemmerne i den største by i det sydøstlige Tyrkiet, Diyarbakir, gik til Kemal Kilicdaroglu, var det ikke nok.
Ledere af Kilicdaroglus parti, CHP, har historisk stået bag systematisk diskrimination og nogle af de mest brutale overgreb mod befolkningen i det østlige Tyrkiet.
Mange kurdiske vælgere har muligvis også trodset deres egne fængslede politikeres opfordring til at stemme på Kilicdaroglu, da han i valgkampens sidste fase i et desperat forsøg på at vinde nye vælgere yderst til højre allierede sig med ultranationalisten Ümit Özdag. Den koalition af partier, Kilicdaroglu samlede bag sig, fik en enestående politisk spændvidde.
Måske blev den alligevel for stor.