Desperation i flygtningelejre: Syrere flygter hjem igen

På trods af tilskud til FN's Fødevareprogram fra EU og senest Danmark, så er situationen i landene omkring Syrien stadig desperat.

Syriske børn i deres telt i Al Zaatari flygtningelejren i Mafraq, Jordan, nær grænsen til Syrien. (Foto: MUHAMMAD HAMED © Scanpix)

I sidste måned krydsede et rekordstort antal flygtninge Middelhavet. 218.000 mennesker - ligeså mange som i hele 2014.

At tallet er vokset så eksplosivt skyldes først og fremmest, at forholdene i flygtningelejrene i landene omkring Syrien er blevet så ringe, som de er.

Den kommende vinter er nemlig langt fra det største problem for de fire millioner af syrere, der lige nu opholder sig i regionen. I september viste tal, at kun én ud 10 af flygtninge i Jordan kunne brødføde sig selv og deres børn.

For blot et år siden var halvdelen i stand til det samme.

Situationen er desperat

I dag ser det ikke meget bedre ud for de millioner af syrere, der har valgt at tage flugten fra hjemlandet. Det fortæller Anne Poulsen, direktør for FN's Fødevareprograms Nordiske Kontor.

- Situationen er desperat. Antallet af folk, der flygter over Middelhavet er firedoblet, siger hun til DR Nyheder.

- Hovedparten har været på flugt i fire-fem år og har udtømt deres ressourcer. I dag er de helt afhængige af midler fra FN's fødevareprogram. I september var vi nødsaget til at skære støtten helt for flere hundredtusinde flygtninge, og vi må yderligere reducere den hjælp, som kommer frem.

Nogle vender hjem

Og netop nedskæringen i støtten til flygtninge i Syriens nabolande har spillet en afgørende rolle for beslutningen om at begive sig ud på den livsfarlige rejse over Middelhavet, mener Anne Poulsen.

- Antallet af mennesker, der forsøger at flygte, er et udtryk for, hvor desperat situationen er i flygtningelejrene, siger hun.

For nogle bliver desperationen så stor, at de vælger at tage flugten hjem til Syrien. Ifølge Anne Poulsen flygter cirka 300 om ugen fra Jordan ind i Syrien.

- Det er klart, at så længe vi ikke er i stand til at dække de her helt basale behov for den syriske flygtning, der sidder i en flygtningelejr i Jordan. Så bliver situationen sådan, at de her mennesker må tage nogle meget drastiske valg. Som at tage over Middelhavet i en gummibåd, eller at tage tilbage i et land, der er dybt splittet af borgerkrig

Syriske flygtninge står i kø for at få planker og værktøj til at forstærke deres telte i forberedelse til vinteren. Billedet er taget i den improviserede flygtningelejr i Bar Elias i Bekaar-dalen, Libanon. (Foto: HASSAN ABDALLAH © Scanpix)

Lukkede grænser

Både Jordan og Libanon har lukket grænserne til Syrien, så det på papiret ikke længere er muligt for syriske flygtninge at komme ind i nabolandene. Der er dog ingen begrænsninger, hvis man ønsker at rejse tilbage til Syrien.

Også inde i Syrien er situationen kritisk.

Her faldt temperaturerne sidste vinter til minus 13 grader i flere dele af landet, hvor over seks millioner syrere er internt fordrevne.

FN's fødevareprogram, WFP, bruger cirka 24 millioner dollar om ugen på nødhjælp, og har netop modtaget yderligere støtte fra blandt andet EU og Danmark. Alligevel har programmet kun penge til at yde støtte til januar.

Facebook
Twitter