Desperation i Spanien: Unge truer med at gribe til våben

I Spanien er de unge nu så desperate, at flere overvejer at gribe til våben. Bertel Haarder mener, politikerne bør tage protesterne meget alvorligt.

24-årige Eduardo Ocaña er uddannet journalist, men har kun kunne finde job i et forsikringsselskab. Og så er det ikke engang et rigtigt job, men en dårlig lønnet praktikant-stilling. (© DR)

I onsdags var der generalstrejke i flere lande i Europa. I Spanien er de unge nu så desperate, at flere overvejer at gribe til våben.

Spanien har den højeste ungdomsarbejdsløshed i Europa på over 50 procent. I de seneste mange måneder har tusindvis af spanierne jævnligt været på gaden for at protestere.

24-årige Eduardo Ocaña er uddannet journalist, men har kun kunne finde job i et forsikringsselskab. Og så er det ikke engang et rigtigt job, men en dårlig lønnet praktikant-stilling.

Han har ikke råd til at flytte hjemmefra, og han ser ikke lyst på fremtiden. Tanken om at demonstrationerne kan udvikle sig til væbnet kamp ligger lige under overfladen.

- Der er ikke nogen plan B. Hvis min far mister sit job, så har vi ikke penge til mad eller tøj, så er den eneste mulighed at gribe til våben, fortæller Eduardo Ocaña til søndagens udgave af DR2-programmet På den 2. Side.

Bertel Haarder: Det kan blive farligt for Europa

Bertel Haarder fra Venstre mener, at de valgte politikere skal tage protesterne alvorligt.

- Demokrati bliver ligesom ethvert andet regime vurderet på resultaterne for borgerne, og hvis der ikke er noget håb, så vender befolkningen sig mod demokratiet, siger Bertel Haarder til På den 2. Side og forsætter:

- Hvis det her fortsætter (urolighederne red.), så bliver det farligt for Europa.

"Unge uden Fremtid"

Eduardo Ocaña er medlem af en bevægelse der hedder Unge uden Fremtid. Han håber også snart at de spanske politkere lytter til befolkningen eller vil det ifølge ham kunne få alvorlige konsekvenser:

- Hvis dem der har magten ikke lytter og bekymrer sig om os, så bliver vi nødt til at bekymre os om os selv. En mulighed er at overtage styringen af landet med magt, fortæller Eduardo Ocaña.

Folket vender sig mod demokrati og kapitalisme

Og på spørgsmålet om, det er kapitalismen, der er skyld i de unge spanieres elendige situation, siger Bertel Haarder, at det en del af forklaringen:

- Hvis demokratiet og markedet ikke leverer varen - og det gør det jo ikke nu - så vender folket sig mod det.

Se hele udsendelsen på DR2 i På den 2. Side kl. 23.00 på søndag.

Facebook
Twitter