Det gode vejr lokker flere migranter over havet

Menneskesmuglere i Libyen udnytter det rolige vejr og sender mange migranter ud i både med kurs mod Europa.

Menneskesmuglere i Libyen har udnyttet det gode vejr på havet til at sende flere migranter afsted mod Europas kyster. (Foto: TAHA JAWASHI © Scanpix)

Knap 8900 migranter er reddet i Middelhavet i løbet af de seneste tre dage.

Det oplyser Den Internationale Organisation for Migration (IOM), som både overvåger og håndterer flygtninge- og migrantstrømme.

Menneskesmuglere i Libyen har udnyttet det gode vejr på havet til at sende flere migranter afsted mod Europas kyster.

Havet har været roligt den seneste tid.

FN-organet har siden 24. juni registreret 8864 migranter, der er reddet fra fiskerbåde og gummibåde, der ikke var sødygtige.

Den italienske kystvagt koordinerer transport af migranter fra søværnets skibe, handelsskibe og kystvagtens skibe til italienske havne.

Anholdt for tortur

Et spansk militærskib, som har opsamlet 800 migranter, ventes at ankomme til den italienske ø Sardinien i løbet af onsdagen.

Et patruljeskib fra EU's grænseagentur, Frontex, ankom tirsdag til den italienske halvø Calabrien med 520 migranter og to omkomne.

Italiensk politi har anholdt en 23-årig mand, som mistænkes for i Libyen at have torteret migranter, der ventede på at komme videre til Europa.

Myndighederne tilbageholder manden, mens man efterforsker, om han tilhører en kriminel bande, der står bag menneskesmugling.

Han er den sjette person, som italiensk politi tilbageholder på en sådan mistanke siden marts.

/ritzau/AP