Det kan umiddelbart være svært at se, hvad et 6.000 kilometer langt, undersøisk fiberkabel, som løber mellem den portugisiske kystby Sines og millionbyen Fortaleza i Brasilien, har med EU's armlægning med Kina at gøre.
Men spørger man EU-toppen, er det såkaldte Ellalink-kabel, der siden juni har transporteret enorme mængder af data på tværs af Atlanterhavet, et glimrende eksempel på noget af det, som Danmark og de andre medlemslande bør satse endnu mere på, hvis de vil spille en mere markant rolle på verdensscenen:
Store infrastrukturprojekter, der både kan binde Europa bedre sammen med resten af verden og samtidig være med til at forhindre, at udviklingslandene bliver alt for afhængige af den kinesiske regering, der i de senere år har postet milliarder af yuan i især Afrika og Asien.
Veje, jernbaner, energiforsyning og andre former for infrastruktur er nemlig blevet storpolitik, og det er man udmærket klar over i både Beijing og Bruxelles.
Tidligere i dag præsenterede Europa-Kommissionen så sin længe ventede Global Gateway-strategi, der netop skal forsøge at sikre EU mere indflydelse gennem milliardstore investeringer i alt fra nye transportforbindelser, 5G-mobilnetværk og klimaprojekter til fiberkabler, der kan overføre data mellem Europa og andre kontinenter.
- Det her er et ægte alternativ til Kina, lød det fra kommissionsformand Ursula von der Leyen under præsentationen.
Men hvorfor er det nødvendigt, og hvorfor spiller Kina så afgørende en rolle?
Hvorfor vil EU-toppen gerne investere milliarder af euro i grønne projekter og fiberkabler uden for unionen?
Fra EU-toppens side har man længe ønsket at spille en noget større og mere slagkraftig rolle på den internationale scene. Det gælder ikke mindst de områder, eksempelvis i Nordafrika og på det vestlige Balkan, som grænser op til unionen.
Og hvis det skal ske, er der ifølge Europa-Kommissionen brug for at opbygge bedre og mere slidstærke partnerskaber med resten af verden.
- Covid-19 har vist, hvor tæt forbundet den verden, vi lever i, er. Som led i vores globale genopretning ønsker vi at omlægge, hvordan vi forbinder verden fremadrettet, sagde Ursula von der Leyen tidligere i dag.
Samlet set skal der med Global Gateway fremskaffes op til 2.200 milliarder kroner over de kommende seks år – både fra de offentlige kasser og gennem private investorer – og målet er at styrke medlemslandenes gennemslagskraft og udbrede deres værdier.
I EU’s nærområder har autoritære lande som Kina og Rusland, der ikke ligefrem er kendt for deres store entusiasme for de demokratiske spilleregler, allerede i dag politiske særinteresser. Og jo mere indflydelse de får på lande, der omkranser unionen, des større pres kan de potentielt også lægge på medlemslandene.
- Vi vil vise, at en demokratisk og værdibaseret fremgang kan levere og leve op til lokale behov og tackle globale udfordringer, sagde kommissionsformanden og tilføjede, at lande har brug for "bedre tilbud end kinesiske investeringer".
Hvorfor er Kina så meget i fokus?
Det er det, fordi den nye EU-strategi af mange iagttagere bliver set som en modvægt til det enorme 'Belt and Road'- infrastrukturprojekt - også kendt som 'den nye silkevej' - som den kinesiske regering søsatte for otte år siden.
Gennem enorme investeringer i alt fra veje og jernbaner til store industrihavne og energiprojekter har den kinesiske præsident, Xi Jinping, med egne ord forsøgt at forbinde verdens lande og etablere nye handelsruter mellem Asien og Europa.
Der er blevet postet milliarder af yuan i projekter i lande som Kenya, Cameroun og Sri Lanka – men også internt i EU, heriblandt Grækenland og Ungarn.
Men investeringerne har bestemt ikke været gratis.
Og trods løfter fra kineserne om, at de ikke ville blande sig i modtagerlandenes indre anliggender, er "Belt and Road" netop blevet beskyldt for at være en måde for det kinesiske styre at styrke sin globale magt, sprede propaganda og skabe gældsafhængighed.
Tag bare Montenegro, som har lånt milliarder af kineserne til at bygge en omstridt motorvej. Landet havde svært ved at betale lånet tilbage, og derfor var det ved at ende i lidt af en gældsklemme.
- I de senere år har EU-landene for alvor indset, hvordan Kina har øget sit politisk pres både uden for unionen og internt. Målet med den nye strategi er at vise, at EU også er politisk vigtig i eksempelvis Asien og Afrika, lyder det fra Luke Patey, der seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, med fokus på Kinas forhold til Europa.
Hvordan er EU-landenes forhold ellers til Kina?
Det er godt køligt, for at sige det mildt, og bekymringen for kineserne er kun vokset i den seneste tid.
Hvor Kina for bare få år siden blev anset som en god handelspartner, som EU-landene skulle arbejde sammen med, bliver landet nu også anset for at være en ’systemisk rival’ – altså et land, der eksempelvis støtter autoritære styreformer, og som ikke spiller efter de samme regler som os.
En stor investeringsaftale mellem EU og Kina blev tidligere på året lagt på is, og medlemslandene har indført sanktioner mod en håndfuld kinesere, som menes at have været med til at undertrykke det muslimske uighur-folk i Xinjiang-regionen.
Derudover vil Europa-Kommissionen slå hårdere ned over for statsejede kinesiske virksomheder, der går på storkøb i Europa og eksempelvis opkøber strategisk vigtige sektorer så som store industrihavne, jernbaner og energiproduktion i Europa.
Batter EU’s nye investeringsstrategi så noget?
Det er uvist, hvor meget den kinesiske regering helt præcist bruger på sit "Belt and Road"-projekt, men finansieringsinstitutionen Morgan Stanley har tidligere estimeret, at det er et sted mellem 7.900 og 8.500 milliarder kroner frem mod 2027.
Det er noget mere end de 2.200 milliarder kroner, som EU har planer om at skrabe sammen i de kommende år. Samtidig har Kina et forspring på otte år, som Europa-Kommissionen skal forsøge at indhente.
Luke Patey fra Diis er dog skeptisk over beregningerne fra Morgan Stanley, som han mener, er noget højt sat. Men han understreger, at EU kan nå langt med sine milliarder, hvis de bliver investeret strategisk klogt – og hurtigt.
- Den første store udfordring bliver at få søsat nogle pilotprojekter, som kan vise verden, at EU kan agere hurtigt. De kinesiske investeringer i 'Belt and Road'-projektet er faldet drastisk i den seneste tid, og derfor er EU’s beløb ikke så meget lavere, understreger Luke Patey.
Han tilføjer, at mange af de lande i Afrika og Asien, som i de seneste år har nydt godt af de kinesiske investeringer, meget gerne ser, at EU kommer til at spille en større rolle. Samlet set invisterer EU-landene allerede i dag flere penge i de afrikanske lande, end kineserne gør.
- Der er meget få lande, som alene ønsker at være i Kinas baglomme. De efterspørger ligefrem hjælp og støtte fra EU, USA og Japan, og derfor er der masser af plads til EU, siger han.