Det Hvide Hus advarer mod ’nordisk socialisme’: Levestandarden i USA er højere end i Danmark

Trumps sammenligning mellem USA og Norden holder ikke, lyder det fra dansk økonom.

Ifølge Det Hvide Hus vil 'nordisk socialisme' gøre ondt på pengepungen, hvis det bliver indført i USA. (Foto: © ALEXANDER DRAGO, Scanpix)

Levestandarden i USA er mindst 15 procent højere end i de nordiske lande, herunder Danmark.

Og i visse henseender har selv fattige amerikanske husholdninger det bedre, end en gennemsnitlig indbygger i Norden har det.

Det er nogle af konklusionerne i den nye rapport ”The Opportunity Costs of Socialism” – ”Socialismens alternativomkostninger” – som Det Hvide Hus har offentliggjort.

- Selvom de nogle gange bliver fremhævet som de mere relevante succeshistorier, når det kommer til socialisme, så understøtter erfaringerne fra de nordiske lande (Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island, red.) konklusionen om, at socialisme sænker levestandarden, står der i rapporten, der er udarbejdet af den republikanske præsident, Donald Trumps, økonomiske rådgivere.

Lavere levestandard i Norden

Flere politikere på den amerikanske venstrefløj, heriblandt demokraten Bernie Sanders, har i de seneste år talt varmt for den nordiske velfærdsstat.

Og den fremadstormende demokrat Alexandria Ocasio-Cortez, som kæmper for en plads i Kongressen ved det kommende midtvejsvalg, er ikke bleg for at betegne sig selv som ”socialist”.

- Socialismen er vendt tilbage til den politiske samtale i USA i året, hvor det er 200 år siden, at Karl Marx blev født. Detaljerede politiske forslag fra selvudnævnte socialister møder opbakning i Kongressen og blandt mange af de yngre vælgere, lyder det fra Det Hvide Hus.

Men spørger man Donald Trumps økonomiske rådgiverstab, er det ikke en vej, amerikanerne bør gå.

Den demokratiske Alexandria Ocasio-Cortez kalder sig selv for socialist. (Foto: © Brian snyder, Scanpix)

Ifølge rapporten vil det gå hårdt ud over den amerikanske økonomi og ramme de almindelige amerikanere på pengepungen. De peger blandt andet på, at de er langt dyrere at købe en Ford Ranger-pickup truck i Norden end i USA.

- Hvis man indførte de nuværende politikker, man har i Norden, så ville amerikanske familier, der har en gennemsnitsindkomst, skulle betale mellem 2.000 og 5.000 dollar (mellem 13.000 og 33.000 kroner, red.) ekstra om året i skat, står der i den 72 sider lange rapport, hvori Danmark bliver nævnt 20 gange.

- Levestandarden i de nordiske lande er mindst 15 procent lavere end i USA, skriver de og postulerer derudover, at "selv fattige husholdninger i USA" i visse henseender har en bedre levestandard end den gennemsnitlige indbygger i Danmark, Sverige og Finland.

De henviser blandt andet til en rapport fra 2004, der viser, at almindelige danskere, svenskere eller finner har mindre boliger, end fattige amerikanere har.

Socialisme er et skældsord

Rapporten kommer kort tid før det amerikanske midtvejsvalg, hvor Republikanerne kæmper for at bevare det politiske flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus.

Og spørger man den danske økonom Jacob Kirkegaard, som er senior fellow ved Peterson Institute for International Economics i Washington D.C., er der ingen tvivl om, at rapporten skal læses ind i den nuværende politiske debat.

- Socialisme er et skældsord i USA, og målet er at give de republikanske aktivister nogle budskaber, de kan bruge over for vælgerne. Ikke mindst i forhold til de unge mennesker, der sammenlignet med tidligere generationer har fået sig en røvtur, for at sige det ligeud, siger han og fortsætter:

- Deres økonomiske muligheder er markant dårligere, og mange af dem, der har læst på universitet har en tårnhøj studiegæld. Derfor er der markant flere unge amerikanere, der i dag er tilhængere af en aktivistisk stat med en større omfordelingspolitik, som vi eksempelvis kender det i Norden.

USA's præsident, Donald Trump, rejser lige nu USA rundt for at få folk til at stemme på Republikanerne ved midtvejsvalget. (Foto: © scott olson, Scanpix)

Tendentiøse sammenligninger

Jakob Kirkegaard har læst rapporten, og han understreger, at konklusionerne ikke nødvendigvis er forkerte.

De er bare "uden for kontekst og politisk tendentiøse", siger han.

- Der er tale om et pseudo-intellektuelt figenblad, som republikanerne kan bruge til at slå igen med, siger han og understreger, at man skal være meget forsigtig med at sammenligne levestandarder på tværs af lande, som Det Hvide Hus gør her.

Indkomst-uligheden er nemlig meget højere i USA, end den er i Danmark og i resten af Norden.

- Når man har en gruppe mennesker i USA, der er ekstremt meget rigere end resten af befolkningen, så får man et højere gennemsnit. Men ser man på medianindkomsten (det vil sige indkomsten i midten af indkomstfordelingen, red.) i Norden og Europa, så ser det fint ud sammenlignet med USA, siger Jakob Kirkegaard og peger på, at vi også har en højere indkomstsikkerhed i Norden end i USA.

- Derudover er det heller ikke holdbart at se på gennemsnitsindkomsten. Man kan godt have en høj indkomst, men hvis udgifterne samtidig er høje, og man ikke har nogen opsparing, så lever man ikke på den økonomisk gren, siger han.

Danmark er blevet skræmmebillede

Det er ikke første gang, at Danmark bliver nævnt i den indenrigspolitiske debat i USA.

Tidligere på året skabte det stor debat, ikke mindst herhjemme, da Fox Business-værten Trish Regan sammenlignede Danmark med Venezuela.

Her blev det postuleret, at danskerne hverken arbejder eller færdiggør deres studier.

- Ingen mad, ingen job, vold, røverier. Det er, hvordan socialisme ser ud i Venezuela. Venezuelanere sulter. Når demokrater taler om socialisme, så siger de: Vi taler ikke om Venezuela. Vi taler om Danmark. Noget er råddent i Danmark. For de gratis ting i Danmark er ikke gratis, sagde hun.

Jakob Kirkegaard fortæller, at Danmark er blevet et af de lande, som republikanerne trækker op af hatten, når de skal kritisere socialisme.

- Republikanerne forsøger at sige, at det vil ende som i Venezuela, hvilket er fuldstændig absurd. Men det er den politiske drivkraft bag diskussionen i USA lige nu.