Det Hvide Hus: IS har ikke længere kontrol over territorium i Syrien

Der meldes fortsat om kampe omkring Baghouz, selv om Donald Trump siger, at IS har mistet kontrollen. 

Donald Trump på vej ud af Air Force One, da han i dag ankom til West Palm Beach i Florida. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Der meldes fredag aften fortsat om voldsomme kampe omkring Baghouz i Syrien. Rapporterne om fortsatte kamphandlinger kommer, to timer efter at Det Hvide Hus meddelte, at Islamisk Stats (IS) kontrol over Syrien var "100 procent elimineret".

Det Hvide Hus pressetalskvinde Sarah Sanders meldte ifølge nyhedsbureauet Reuters sidst på eftermiddagen dansk tid, at Islamisk Stats (IS) "territoriale kalifat er udraderet i Syrien". Den sidste IS-lomme var omkring Baghouz mellem floden Eufrat og grænsen til Irak.

Kort tid efter viste præsident Donald Trump journalister om bord på præsidentflyet "Air Force One" to kort.

Det ene kort viser ifølge nyhedsbureauet AP store dele af Syrien i rød som markering af, hvor IS havde fodfæste i november 2016. Det andet kort er helt uden røde markeringer. Det viser angiveligt situationen i dag.

Trump siger, at det er "på tide", at IS bliver fravristet det sidste territorium efter fem års kampe i regionen.

Kamphandlinger er ikke slut

Ifølge en talsmand for den amerikanskstøttede milits Syriens Demokratiske Styrker (SDF) er kamphandlingerne dog endnu ikke endeligt afsluttet.

- Voldsomme kampe fortsætter omkring Baghouz-bjerget netop nu med henblik på at gøre en ende på de sidste rester af IS, siger Mustafa Bali, der leder SDF's mediekontor, til Reuters kort efter klokken 19 dansk tid.

Reuters citerer også anonyme amerikanske embedsmænd for oplysningen om, at soldater fra SDF stadig kæmper mod de sidste tilbageværende IS-soldater. De opholder sig angiveligt i tunneler i et klippeområde langs floden.

Ifølge AP havde fungerende forsvarsminister Patrick Shanahan ellers fortalt præsident Trump, at IS nu er helt nedkæmpet.

Hundredevis af islamister taget til fange

I begyndelsen af marts oplyste SDF, at der var 1000 til 1500 IS-krigere tilbage i området. Siden har disse gradvist overgivet sig.

Syriens Demokratiske Styrker har taget hundredvis af islamister fra IS til fange - deriblandt mange udenlandske jihadister.

Baghouz-enklaven er det sidste område, som har været under IS' kontrol i Syrien.

Gruppen vandt i 2014 kontrol over en tredjedel af Syrien og Irak, men blev gradvist nedkæmpet, da gruppens grusomheder og angreb trak lokale grupper og udenlandske magter mere og mere ind i konflikten.

I de seneste to måneder er over 60.000 mennesker strømmet ud fra enklaven. Næsten halvdelen af dem var tilhængere af IS - 5000 af dem krigere.

Den otte år lange krig i Syrien har kostet over 370.000 mennesker livet, deriblandt 112.000 civile. Det oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

/ritzau/

Facebook
Twitter