Det Hvide Hus hylder unges demonstrationer mod våben

Pressetalskvinde roser de unge, der i går demonstrerede for våbenkontrol, for at bruge deres ytringsfrihed.

Over en halv million mennesker deltog i demonstrationen mod våben i Washington, der var arrangeret af unge overlevende fra et skoleskyderi i Florida. (Foto: © LEAH MILLIS, Scanpix)

Det Hvide Hus roser nu gårsdagens omfattende demonstrationer mod de amerikanske våbenlove.

Pressetalskvinde Lindsay Walters siger, at regeringen hylder "de mange modige unge amerikanere", som brugte deres ytringsfrihed.

- Det er en af de højeste prioriteter for præsidenten at sørge for, at vores børn er sikre, siger hun.

Samtidig påpeger hun, at justitsministeriet i fredags foreslog et forbud mod de såkaldte 'bump stocks', der forvandler almindelige geværer til fuldautomatiske våben.

Desuden har præsident Donald Trump godkendt budgetaftalen, der indeholder beskedne forbedringer af baggrundstjek ved våbenkøb og penge, der skal hjælpe skoler til at forhindre skyderier.

Protestaktionen var arrangeret af elever, som overlevede skoleskyderiet i Parkland i Florida i midten af februar. I Washington deltog flere end en halv million mennesker, og desuden deltog flere hundredtusinder i 800 demonstrationer i hele landet.

Også den tidligere præsident Barack Obama roser de unge, der arrangerede demonstrationerne.

- Bliv ved. I leder os fremad. Intet kan stå i vejen for millioner af stemmer, der kræver forandring, skriver Obama på Twitter.

Også flere andre steder var der demonstrationer i går, blandt andet i København.

/ritzau/