Det vil tage to år at genopbygge katastrofe-ramt by

De indonesiske myndigheder indstiller eftersøgningsarbejdet efter den voldsomme naturkatastrofe i morgen.

Jordskælvene og tsunamien ramte Palu den 28. september i år (Foto: Dita Alangkara © Scanpix)

Det kommer til at tage to år at genopbygge den indonesiske kystby Palu, der i slutningen af september blev ramt af to kraftige jordskælv og en efterfølgende tsunami.

Det fortæller Sutopo Purwo Nugroho, som er talsmand for det nationale katastrofecenter i Indonesien.

- Vi forventer, at den vil være fuldt genopbygget i 2021, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde.

Palu blev ramt ekstra hårdt af naturkatastrofen, der fandt sted den 29. september.

Dele af byen, der ligger på øen Sulawesi, blev nemlig opslugt af jorden i et fænomen, som kaldes likvefaktion. Det går kort og godt ud på, at jorden under et skælv kortvarigt opfører sig som kviksand og efterfølgende suger alt med sig ned. Det medførte, at mange af indbyggerne blev begravet levende.

Her kan du se, hvordan jordskælvet ramte Palu-bydelen Balaroa. Efter jordskælvet er hundredvis af bygninger forsvundet ned i jorden og beplantning har flyttet sig flere hundrede meter. (Foto: AP/DigitalGlobe © - / Foto: AP/DigitalGlobe © -)

Ifølge katastrofecentret har 2.073 personer indtil videre mistet livet som følge af katastrofen, og langt størstedelen af dem kom fra Palu.

680 personer er dog fortsat meldt savnet, men ifølge myndighederne kan tallet være langt højere, eftersom mange huse blev opslugt jorden.

Myndighederne havde egentlig planlagt at indstille eftersøgningen efter overlevende og ofre i dag.

Men ifølge Sutopo Purwo Nugroho har de lokale presset på for, at den skal fortsætte, og derfor har man nu valgt at forlænge den med én dag.

Palu ligger på den indonesiske ø Sulawesi. (© DR Nyheder)
Facebook
Twitter