EU er for alt for mange europæere blevet et levende mareridt, styret af verdensfjerne bureaukrater i Bruxelles uden nogen forståelse for folks reelle problemer.
Derfor er der brug for at gentænke det europæiske projekt og give magten tilbage til borgerne og de enkelte medlemslande.
Det var budskabet fra den italienske vicepremierminister og Lega-leder, Matteo Salvini, da han her til formiddag præsenterede sit nye projekt:
En ny alliance af EU-skeptiske og nationalkonservative højrefløjspartier, der skal stå sammen efter europaparlamentsvalget i maj og tage kampen op mod de EU-positive parlamentarikere.
- Vi vil skabe en ny europæisk drøm frem for det mareridt, EU er blevet for mange mennesker, sagde Matteo Salvini til den fremmødte presse.
- Målet er, at vi bliver en kraft, der kan forandre Europa og tilføre det nye drømme og håb.
DF: Vi halter efter i dag
Projektet har fået navnet "Fornuftens Europa", og ved sin side havde Matteo Salvini Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen.
Sammen med Alternative für Deutschland og Sandfinnerne fra Finland har Dansk Folkeparti nemlig sagt ja til at tilslutte sig den nye alliance.
Og for Anders Vistisen handler det især om at styrke nationalstaternes indflydelse i EU-samarbejdet og modarbejde det, som han betegner som ”Europas Forenede Stater”.
- Nationalstaterne skal udgøre fundamentet for EU-samarbejdet. Det er nationalstaterne, der skal sidde i førersædet, og vi skal væk fra den nuværende tilgang, hvor man forsøger at presse en ’one size fits all’-model ned over alle politiske emner, lød det fra Anders Vistisen.
Derudover er der ifølge DF’eren bug for at beskytte nationalstaternes forskellige kulturer og identitet samt ”sætte en stopper for den illegale migration, der har hjemsøgt Europa i de seneste fem år.”
- I dag tager Bruxelles ikke Europas sikkerhed alvorligt nok, og vi halter efter, når det kommer til grænsekontrol og bekæmpelse af terror. Jeg tror, at vi kan komme med de brugbare løsninger på de problemer, sagde han og opfordrede samtidig andre EU-skeptiske højrefløjspartier til at deltage i alliancen.
Brug for flere medlemmer
I dag sidder de EU-skeptiske partier nemlig i fire forskellige grupper i Europa-Parlamentet.
Dansk Folkeparti sidder eksempelvis sammen med det polske regeringsparti, Lov og Retfærdighed, i ECR-gruppen, mens Lega sidder i ENF-gruppen sammen med franske Rassemblement National, som Marine Le Pen står i spidsen for.
Ifølge Matteo Salvini har alle de nuværende medlemmer af ENF, der udover Rassemblement National blandt andet også tæller det hollandske Frihedspartiet med Geert Wilders i spidsen samt det østrigske Frihedspartiet, sagt ja til at deltage i den nye alliance.
Men der er brug for flere medlemmer, mener Anders Vistisen.
- Der er flere ting, der samler os, end deler os, understregede han fra talerstolen.
Den nye alliance vil holde et større vælgermøde den 18. maj i Milano, og her vil flere af de andre partier også deltage. Og Matteo Salvini har selv store ambitioner på alliancens vegne.
- Vores ambitiøse mission er at blive den største gruppe i Europa-Parlamentet. Den største, den vigtigste og den mest fremtidssynede, lød det.
Valget til Europa-Parlamentet finder sted i Danmark søndag den 26. maj. Her kan du møde alle de danske spidskandidater: