Direktør for homo-app forarger: 'Ægteskab er en hellig pagt mellem en mand og en kvinde'

Datingapp'en Grindr bruges dagligt af millioner af homoseksuelle mænd.

Grindr fås som app til mobiltelefonen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Direktøren for app'en Grindr, der er en datingapp for primært homo- og biseksuelle mænd og transpersoner, er heteroseksuelt gift med en kvinde. Og sådan bør det være, skrev han i denne uge på Facebook.

Den holdning er han muligvis ikke ene med, men en sådan kommentar går ikke ubemærket hen, når man er direktør for verdens største dating-app for homo-, bi- og transseksuelle.

Egentlig var den kinesiske direktør for Grindr, Scott Chens, opslag en kritik af det taiwanske folks nej til legalisering af ægteskaber mellem homoseksuelle. Men det var ikke den del af Chens opslag, som har fået opmærksomhed. Det er i stedet dette citat:

- Der er nogen, der mener, at ægteskabet er en hellig pagt mellem en mand og en kvinde. Og det synes jeg også, men det er din egen sag, skrev han på kinesisk og senere i en oversættelse.

Citaterne blev bragt af det digitale magasin Into, som ejes af Grindr.

Grindr: Ikke vores værdier

Scott Chen følte sig misforstået og "såret" af Into, skrev han i kommentarsporet til magasinets artikel.

- Grunden til, at jeg sagde, at ægteskabet er en hellig pagt mellem en mand og en kvinde, er baseret på min egen personlige oplevelse. Jeg er en heteroseksuel mand gift med en kvinde, som jeg elsker, og har to smukke døtre, som jeg elsker. Det er sådan, jeg har det med mit eget ægteskab, skrev han.

Zach Stafford, som er Intos redaktør, forklarer til The Guardian, hvorfor de slår ned på direktørens udtalelser.

- Grindr's mål som virksomhed er at hjælpe til med at opnå fuldkommen lighed for alle LGBT-personers rettigheder i hele verden, især når det kommer til dating og kærlighed. Og ægteskab er for mange målet med at bruge vores app, siger han.

Det er ikke første gang, Grindr bliver kritiseret i år. Tidligere på året kom det frem, at app'en delte brugernes hiv-status med eksterne virksomheder.