DJ på angrebet natklub: Det var kaos og alle forsøgte at komme ud

Natklubben Pulse var et sted, hvor unge mennesker kom for at danse og have det sjovt, fortæller klubbens DJ.

Ray Rivera, der var DJ på natklubben Pulse under angrebet, trøstes af en ven uden for politistationen i Orlando. (Foto: Orlando Sentinel © 2016 MCT)

50 mennesker mistede i går livet, da 29-årige Omar Mateen angreb natklubben Pulse i Orlando med flere skydevåben.

Én af dem, som slap ud i live, var klubbens DJ, Ray Rivera. Han løb ud af en bagdør til klubben, da han hørte op til flere skud gjalde i rummet.

På vejen ud så han, hvordan der flere steder lå mennesker på gulvet.

- Det var kaos, og alle forsøgte at komme ud. Jeg så ikke noget blod, men på det tidspunkt troede jeg, at alle var blevet skudt og dræbt, forklarer han til New York Times.

- Jeg løb stærkt og efterlod alting, mit musikudstyr, computer, mobiltelefon, alt.

Der blev spillet reggae, da Ray Rivera pludselig hørte skuddene. I første omgang troede han, at det var fyrværkeri, og skruede ned for musikken for at kunne høre, hvad der foregik. Han forstod så, at der var tale om skud, fortæller han.

På vej ud af klubben blandede skuddene sig med salsa-musik, da der var ”latin-night” på Pulse, fortæller Ray Rivera, der havde arbejdet på klubben i næsten tre år.

- Det er en god klub, anstændig, folk kommer fra alle mulige steder for at danse og have det sjovt. Unge mennesker. Der var en masse unge mennesker i går aftes, forklarer han.

- Det er vildt.