Dna på serviet fælder mand i USA efter 32 år: Nægter sig skyldig i mord og voldtægt

66-årige Gary Hartman blev anholdt, efter hans dna matchede med et mord i 1986.

12-årige Michella Welchs formodede morder er fundet 32 år efter, hun blev fundet død. (© Handout: Tacoma Police Dept.)

I 1986 legede Michella Welch og hendes to yngre søstre på en legeplads i Puget Park i Tacoma i den amerikanske stat Washington.

Om formiddagen tog hun sin cykel og kørte hjem for at hente frokost, mens hendes søstre lånte et toilet i en forretning.

Søstrene legede videre, men nogle timer senere opdagede de, at storesøsterens cykel og frokosten var på stedet, hvor de skulle være mødtes. Storesøsteren var der ikke.

Samme aften blev Michella Welchs lig fundet af en lighund omkring 400 meter fra legepladsen. Hun var blevet voldtaget og myrdet.

Politiet indsamlede beviser, men var på bar bund, hvilket de også var, da den 13-årige Jennifer Bastian blev dræbt senere på året i 1986, skriver CNN.

De to mord rystede lokalsamfundet, og fik politiet til at danne et hold til at undersøge de uopklarede sager. De udviklede en mandlig dna-profil, men der var intet match hverken i staten eller i hele USA.

Først 32 år senere var der gennembrud i sagen.

DNA fra serviet

I 2016 begyndte politiet at bruge genetisk slægtforskning, hvor man sammenligner dna fra gerningstedet fra en ukendt gerningsmand med familiemedlemmer.

Det pegede politiet i retning af to brødre, som herefter blev overvåget af politiet. Efterforskeren Steve Reopelle fik til opgave at holde øje med den 66-årige Gary Hartman.

Da den mistænkte mødtes med en kollega for at drikke en kop kaffe, så efterforskeren, at Gary Hartman brugte en serviet flere gange.

- Jeg så ham bruge servietten flere gange. Han foldede den sammen og lagde den i en pose, som han efterlod, da han forlod restauranten, siger Steve Reopelle ifølge CNN.

Dna fra servietten matchede dna fra gerningsstedet og onsdag i sidste uge, blev Gary Hartman anholdt og varetægtsfængslet.

Vil have retfærdighed

I nat dansk tid blev han sigtet for mord og voldtægt i en retssal i Tacoma, hvor Michella Welchs familie for første gang så deres datters formodede morder. Ifølge flere lokale medier udtaler moren, at hun endelig har fået en form for fred.

- I 32 år er han sluppet af sted med det. Jeg er her, fordi jeg tror på retfærdighed, siger moren Barbara Leonard.

- Han (Gary Hartman, red.) skylder ikke kun en kæmpe undskyldning til mig, men min familie og samfundet. Men en undskyldning får hende ikke tilbage, siger hun.

Gary Hartman nægter sig skyldig. Han er varetægtsfængslet med mulighed for kaution for fem millioner.

Politiet brugte også dna til at finde frem til 60-årige Robert D. Washburn, der i maj blev anklaget for mordet på 13-årige Jennifer Bastian. Han nægter sig også skyldig.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk