Dødsofre på årsdag for kuppet i Chile

Uroligheder på årsdagen for militærkuppet i Chile i 1973 kostede en ung mand livet. Han blev dræbt af et skud i hovedet. En anden ung mand er hjernedød.

En 23-årig mand mistede i nat, dansk tid, livet i den chilenske hovedstad. En 19-årig er indlagt og beskrives som hjernedød.

Seks-otte skud

Det skete under uroligheder på årsdagen for det blodige kup i 1973. Unge demonstranter havde bygget barrikader i nogle af byens fattige forstæder, hvor det kom til sammenstød med talstærke politistyrker.

Omstændighederne omkring den unge mands døds er fortsat uklare. Han blev ramt af to skud i ansigtet under uroligheder i kommunen Recoleta, og døde under vejs til hospitalet. Vidner taler om at man kunne høre seks til otte skud, umiddelbart før den 23-årige Andre Rojas Garcia faldt om.

En anden ung mand er blevet indlagt med et skudsår i hovedet; hans tilstand betegnes som alvorlig og han er ifølge lokale medier meldt hjernedød.

I alt fem politifolk er behandlet på hospitaler i hovedstaden eller indlagt til observation. De er blevet ramt af stenkast.

Brutalt eksperiment

Kuppet den 11. september 1973 styrtede den folkevalgte præsident, socialisten Salvador Allende, og indførte en brutalt militærdiktatur, der først ophørte i 1990. Militærregimet krævede tusinder af dødsofre, titusinder blev tortureret og mishandlet og hundredetusinder måtte drage i landflygtighed.

Pinochet-styret var frem for alt et skånselsløst opgør med bestræbelsene på at skabe et demokratisk velfærdssamfund, og volden fjernede alle hindringer for privatiseringer og markedsøkonomiske modeller, der på rekordtid mangedoblede antallet af fattige. Det chilenske samfund kæmper stadig med denne del af arven fra diktaturet.

FacebookTwitter