Dødstallet runder 50.000 i Kina

De kinesiske myndigheder siger, at antallet af døde efter jordskælvet er steget med 10.000 og nu er oppe på 51.151. Landet har hårdt brug for over tre millioner telte til de mange hjemløse.

Det er vigtigt for de jordskælvsramte børn, at skolen fungerer og at hverdagen kommer igen. Her er skolen flyttet i telt. (Foto: PETER PARKS © Scanpix)

Antallet af døde efter det ødelæggende jordskælv i Kinas vestlige Sichuan-provins har taget et spring op til 51.151, siger de kinesiske myndigheder. Det er næsten 10.000 flere dødsofre end dagen før.

Dødstallet kan stige yderligere, eftersom 29.328 personer stadig meldes savnet.

Mange af de overlevende efter sidste uges jordskælv, der målte 7,9 på Richterskalaen, mangler stadig tag over hovedet.

- Vi håber, at det internationale samfund vil prioritere at sende telte til Kina, siger talsmanden Qin Gang fra det kinesiske udenrigsministerium.

Mangler tre millioner telte

Alt i alt mangler myndighederne 3,3 millioner telte eller andre former for nattely, fortæller Gang.

Forleden meddelte myndighederne, at de har sat 280.000 telte op, mens fabrikanter døgnet rundt arbejder på at producere 700.000 ekstra telte.

Lige nu udgør dårlige forhold såvel som simpel kedsomhed en fare for de 5,2 millioner flygtede, der risikerer at pådrage sig sygdomme og traumer oven på naturkatastrofen.

Hospitaler jævnet med jorden

Jordskælvet jævnede en stor del af regionen med jorden, inklusiv hospitaler, skoler og anden infrastruktur.

- Vores offentlige sundhedsvæsen virker ikke længere. Et stort antal bygninger er lagt i ruiner, computerne er smadret og elektriciteten er væk. Derfor er vores advarselssystem mod epidemier lammet, siger en højtstående embedsmand ved Shifang-distriktets sundhedsvæsen.

FN's sundhedsprogram, WHO, har sendt udstyr til behandling af 130.000 mennesker ned til regionen.

Skole skaber hverdag

Lige nu går børnene i skole i telte, som myndighederne hastigt har slået op for genskabe en form for hverdag.

I byen Mianmang har myndighederne interneret tusinder i byens sportsstadion, og mere end 1000 modtager nu undervisning.

- Mange af børnene kender ikke hinanden, men det er okay. Børn på den alder får hurtigt nye venner, siger den 27-årige geografilærer Chen Qian.

Facebook
Twitter