Dødstallet er igen og igen blevet opjusteret i løbet af dagen, siden en kraftig eksplosion ved en moské i det vestlige Pakistan tidligt på eftermiddagen lokal tid skabte kaos og panik i byen Peshawar.
I skrivende stund har mindst 59 personer mistet livet ved eksplosionen, som ifølge Al Jazeera blev udløst af en selvmordsbomber, der sad på forreste række inde i moskéen under en større bøn.
Dødstallet kan meget vel stige i løbet af de kommende timer og dage.
Ifølge Al-Jazeera påtog en kilde fra Pakistansk Taliban sig i første omgang ansvaret for angrebet. Men siden blev den melding trukket tilbage af en talsmand for Pakistansk Taliban
Flere end 100 mennesker er såret, bygninger er ødelagt, og arbejdet med at finde tilskadekomne eller yderligere dræbte under murbrokkerne er fortsat i gang.
- Vi ankom til stedet efter eksplosionen, og der var kaos. Jeg reddede syv mennesker og fik dem ind i ambulancer (...) En del af moskéen var totalt kollapset på grund af eksplosionen, siger ambulanceredder Khawar Muhammad.
- Jeg kan ikke give et nøjagtigt tal for tilskadekomne, tilføjer han.
Videoen her giver et indtryk af de omfattende ødelæggelser:
Taliban opfordrede sidste år medlemmer til at begå angreb
Angrebet fandt sted klokken 13.30 lokal tid i byen Peshawar små 300 kilometer fra den afghanske hovedstad Kabul - og mange mennesker var samlet inde i moskéen til eftermiddagsbøn.
- I øjeblikket er vores prioritet at redde folk begravet under murbrokkerne, lød det efter eksplosionen fra Peshawars vicekommissær Shafiullah Khan.
Det lokale hospital Lady Reading Hospital opfordrer ifølge BBC indbyggerne til akut at donere blod på grund af de mange tilskadekomne, der har brug for det.
Moskéen ligger i et område, der både huser det lokale politi, en antiterror-afdeling og en lang række regeringsbygninger, skriver Al Jazeera. Alt sammen ting, som Taliban som udgangspunkt er kritisk overfor. Derfor er der med jævne mellemrum også angreb og spændinger i området.
Det er ikke første gang, at der finder et stort angreb sted i Peshawar. Sidste år blev mere end 50 mennesker dræbt, da en selvmordsbombe eksploderede i en anden moské i området.
Den islamiske oprørsgruppe Taliban startede i Pakistan for næsten 30 år siden og styrer i dag dele af Pakistan. Taliban kæmper for at indføre islamisk lov, og Pakistansk Taliban er ideologisk knyttet sammen med Taliban i Afghanistan.
I november sidste år erklærede Pakistansk Taliban en afslutning på en våbenhvile, som ellers var blevet indgået med regeringen nogle måneder tidligere.
Men organisationen udstedte samtidig ordrer til dens medlemmer om at udføre angreb på tværs af landet.
Opdateret 30/1, kl. 23.05: Artiklen er opdateret med meldingerne fra en talsperson fra Pakistansk Taliban, der afviser, at de skulle stå bag angrebet.