Dødstallet vokser minut for minut i Paris: Mindst 40 dræbt og 60 såret

Mindst fire angreb i den franske hovedstad har kostet adskillige menneskeliv. Dødstallet vokser minut for minut.

Politiet ses her uden for en restaurant i det 10. distrikt i Paris, hvor der meldes om flere døde. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)

En ny tragedie har ramt Frankrig blot 10 måneder efter angrebet på Charlie Hebdo.

Mindst 40 personer meldes dræbt efter flere angreb i den franske hovedstad Paris rapporterer Reuters ifølge en politikilde. Mindst 60 personer skal være såret.

Et af angrebene har fundet sted på rue de la Fontaine au Roi, hvor der meldes om skyderier på fortovet ifølge avisen Le Figaro. Folk meldes at have søgt tilflugt på en nærliggende McDonalds.

Et andet angreb skal have fundet sted på rue de Charonne, hvor der ligger flere døde på gaden, ifølge øjenvidner.

https://twitter.com/sylvainbohrer/status/665281896457334785

På spillestedet Bataclan, der ligger på Boulevard Voltaire, holdes der netop nu gidsler. Øjenvidner, som det er lykkedes at flygte, fortæller, at der er blod overalt og at gerningsmændene skød med automatrifler ind i menneskemængden. Angrebet på spillestedet fandt sted under en koncert.

Ved et fjerde angreb tæt på stadionet Stade de France skal mindst tre personer være blevet dræbt, ifølge engelske BBC.

Der meldes lige nu om heftig aktivitet ved Bataclan, hvor politiet er massivt tilstede. De beder folk på Boulevard Voltaire om at stille sig op af muren.

Ifølge DR's journalist Bjørn Willum rapporteres der om fortsatte angreb.

Facebook
Twitter