Dom i Marokko-terrorsag bliver udskudt - igen

Retssagen mod de marokkanske terrorister, der slog danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland ihjel, er stadig ikke afgjort.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland blev dræbt under en vandretur i Marokko. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det blev alligevel ikke i dag, der faldt dom over de tre mænd, der har tilstået drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland i Marokko for mere end et halvt år siden.

Det fortæller DR's mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund, der har været til stede i retten i den marokkanske by Salé i dag.

De tre mænd, der alle er Islamisk Stat-sympatisører, skulle ellers efter planen have haft deres dom i dag.

Men her til aften er dommen - igen - blevet udskudt. Den forventes nu at falde 18. juli.

Sagen mod mændene startede allerede i februar, og domsafsigelsen er flere gange blevet udskudt. Denne gang blev dommen altså udskudt en uge, fordi de tiltalte skulle have mulighed for at komme med en udtalelse, inden dommen blev afsagt, og det kunne tilsyneladende ikke nås i dag.

Dræbt under vandretur

24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland blev myrdet i deres telt, da de var på vandretur i Atlasbjergene i Marokko i december. De tre Islamisk Stat-sympatisører optog en brutal video af drabene, som de senere lagde på internettet.

Den 25-årige gadesælger Abdessamed Ejjoud menes at have været lederen af IS-cellen, mens 27-årige Younes Ouaziyad og 33-årige Rachid Affati deltog i planlægningen og udførelsen af drabene. Alle tre boede i området omkring byen Marrakech tæt på Atlasbjergene.

Anklageren i sagen mod de tre hovedmistænkte har krævet, at de idømmes dødsstraf. Deres forsvarer mener, at det vil være en for hård dom, og at de tiltalte i stedet skal have hjælp til nogle psykiske problemer.

Marokko idømmer stadig kriminelle dødsstraf, men har ikke henrettet dømte i over 25 år. Så en dødsdom i landet svarer reelt til livstid i fængsel.

Facebook
Twitter