Dommer beordrer Trumps tidligere kampagnechef fængslet

Paul Manafort har ifølge Mueller-undersøgelse forsøgt at påvirke vidner. Det får dommer til at ophæve kaution.

Trumps tidligere kampagneleder Paul Manafort ankommer til retsmøde i Washington, hvor han fratages betingelser for kaution. (Foto: REUTERS/Jonathan Ernst © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

En dommer har ophævet en kaution for præsident Donald Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort og beordret ham fængslet, indtil en retssag kan indledes.

Distriktsdommeren tog sin beslutning, efter anklagere, der arbejder for den særlige anklager Robert Mueller, har beskyldt Manafort og en af hans nærmeste folk for forsøg på at påvirke vidner.

- Jeg har ingen lyst til det her. Men i sidste ende kan jeg ikke vende det blinde øje til. Du har misbrugt den tillid, som du modtog, belærer dommeren Manafort.

Tidligere FBI-chef Robert Muellers vigtigste opgave er at efterforske, om Trump-kampagnen samarbejdede med Rusland i valgåret 2016.

Skulle bære fodlænke i sit hjem

Manafort blev sigtet i oktober, men holdt sig på fri fod mod kaution. Han blev tvunget til at opholde sig i sit hjem og bære en fodlænke.

Retssagen mod ham er planlagt til at finde sted i september. Der indledes en sideløbende retssag med samme indhold i delstaten Virginia allerede i juli.

Manafort er sigtet for flere forhold om ulovlige pengeoverførsler i forbindelse med arbejde, han har udført for prorussiske interesser i Ukraine og for at konspirere mod den amerikanske stat.

Manafort arbejdede blandt andet på vegne af den senere afsatte prorussiske premierminister i Ukraine Viktor Janukovitj.

Han har også mangeårige forbindelser til russiske oligarker med gode kontakter til den russiske regering.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter