En føderal kendelse i den amerikanske delstat Texas har skabt voldsom debat i USA.
Dommeren Matthew Kacsmaryk har fredag sat en midlertidig stopper for godkendelsen af lægemidlet mifepriston, der helt tilbage i år 2000 blev godkendt af den amerikanske lægemiddelmyndighed FDA.
Det skriver flere internationale medier – heriblandt BBC.
Kendelsen risikerer at ramme kvinder i hele USA.
I dag bliver abortpillen brugt i over halvdelen af alle aborter i USA i sammenhæng med lægemidlet misoprostol. Men dommeren mener, at FDA's godkendelse er forkert, fordi lægemiddelmyndigheden har ignoreret risikoen ved at bruge lægemidlet – blandt andet de psykologiske.
Dommerens kendelse sker, efter at abortmodstandsorganisationen Alliance for Hippocratic Medicine har lagt sag an mod FDA. Organisationen mener, at lægemidlet skulle fjernes fra hylderne.
Kendelsen, som den Donald Trump-udpegede dommer står bag, ses som en sejr for abortmodstandere, men vil først træde i kraft om en uge. Det sker for at give den amerikanske regering mulighed for at appellere kendelsen.
Risikerer at ende i Højesteret
Dog gør en anden dom fra staten Washington, at godkendelsen skal opretholdes i 17 stater, skriver BBC. Desuden har det amerikanske justitsministerium allerede sagt, at man vil appellere.
Netop de forhold gør, at det ikke er sikkert, at lægemidlet lige foreløbig bliver taget af markedet. Det vurderer Nina Emilie Bechmann, der skriver om juridiske forhold i USA for mediet Kongressen.com.
- Dommen betyder, at godkendelsen af pillen skal trækkes tilbage i hele USA. Men der er stor usikkerhed om, om det vil ske nu på grund af dommen fra staten Washington, og fordi justitsministeriet vil anke, siger Nina Emilie Bechmann.
Hun fortæller, at en anke vil betyde, at sagen vil blive ført i en amerikansk appelret, og at den formodentligt vil ende helt i den amerikanske højesteret, fordi den er så principiel.
Dommeren Matthew Kacsmaryk har tidligere været aktiv i det kristne og konservative miljø og har tilbage i 2019 offentligt udtalt, at han ikke var enig med grupper, der kæmper for abort og LGBT+-rettigheder.
Kendelse skaber frustration blandt demokrater
Allerede nu forsøger flere at blokere kendelsen, så den ikke får betydning for kvinder, der ønsker at få en abort.
Politikere i stribevis tager afstand fra kendelsen.
Præsident Joe Biden kalder kendelsen et stort skridt mod et nationalt forbud mod abort. Derfor er han klar til at arbejde imod.
- I dag har en enkelt føderal distriktsdommer i Texas besluttet, at et receptpligtigt lægemiddel, der er godkendt af FDA, har været tilgængeligt i over 22 år og har været brugt på sikker vis af millioner af kvinder i USA og i udlandet, ikke længere skal være godkendt i USA, udtaler han i en pressemeddelelse.
Han siger også, at kendelsen ikke kun har konsekvenser for kvinder i Texas, men at den også vil få konsekvenser for samtlige amerikanske kvinder, hvis kendelsen ikke bekæmpes.
Hakeem Jeffries, der er leder af Demokraterne i Repræsentanternes Hus, er også stærkt kritisk over for dommeren i Texas.
Han sammenligner kampen mod den fri abort som en "ondartet svulst".
- En uberegnelig dommer har lige suspenderet det FDA-godkendte mifepriston. Vi må råbe op og rejse os, indtil opstanden fra den yderligtgående højrefløj er blevet fredeligt og demokratisk knust, skriver han blandt andet på Twitter.
Modsat har flere abortmodstandere rost kendelsen – blandt andet March for Life:
- Denne handling i retten vil redde liv og sikre sundhed og sikkerhed for kvinder og piger ikke kompromitteres, skriver organisationen blandt andet.
Kendelsen kommer, efter at den amerikanske højesteret sidste år omstødte en abortafgørelse, så hver delstat i USA kan lovgive på abortområdet.