Dommer sætter 3D-printede pistoler på standby: 'De kan gøre uoprettelig skade'

Ifølge den amerikanske præsident giver 3D-pistoler ikke meget mening.

Cody Wilson, der formand for den texasbaserede græsrodsbevægelse Defense Distributed, med den omstridte pistol i hånden. (Foto: Jay Janner/TNS © (c) Ritzau Scanpix)

Det var egentlig planen, at en brugsanvisning til, hvordan amerikanere selv kan 3D-printe pistoler, skulle have været offentliggjort på nettet i dag.

Men det har en føderal dommer i USA sat en midlertidig stopper for, blot få timer før selve offentliggørelsen.

- Der findes 3D-printere på offentlige universiteter og i det offentlige rum, og der er en risiko for, at tegningerne potentielt kan gøre uoprettelig skade, siger dommer Robert Lasnik fra Seattle.

Robert Lasnik blokerer derfor for den aftale, som det amerikanske udenrigsministerium indgik i sidste måned med den texasbaserede græsrodsbevægelse Defense Distributed, der er stor forkæmper for amerikanernes våbenrettigheder.

I strid med forfatningen

Her fik bevægelsen lov til at offentliggøre 3D-tegningerne i USA, hvilket hidtil har været ulovligt.

En af årsagerne til, at det har været ulovligt, er ifølge avisen New York Times, at det er sværere for myndighederne at opdage pistoler lavet af hård plastik i metaldetektorer.

De såkaldte ’spøgelsespistoler’ kan samtidig ikke spores, og den forhenværende præsident Barack Obama benyttede sig af eksportregler for at forhindre, at udenlandske distributører af våben kunne få lov til at udgive tegningerne i USA.

Nu er det nedlagt en midlertidigt forbud mod at distribuere tegningerne af 3D pistolen. (Foto: Jay Janner © Scanpix)

Men ifølge Cody Wilson, der står i spidsen for græsrodsbevægelsen, giver den amerikanske forfatnings første tillægsparagraf – den paragraf, som blandt andet sikrer amerikanerne ytringsfrihed – ham ret til at offentliggøre tegningerne online.

Og i juni gav Trump-administrationen ham så lov til at uploade instruktionstegningerne til nettet.

Sagsanlæg fra delstater

Den aftale fik mandag otte amerikanske delstater samt landets forbundshovedstad, Washington D.C., til at lægge sag an mod både Donald Trumps regering samt Defense Distributed.

I søgsmålet peger de på, at våbnene er en gave for terrorister og kriminelle, blandt andet fordi de ikke har et serienummer.

Og de opfordrede en dommer til at sætte en midlertidig stopper for offentliggørelsen.

- Enhver, der har adgang til CAD-filerne (de tegninger, der bliver brugt i 3D-printere, red.) samt en 3D-printer, som man kan købe i en butik, vil være klar til at producere, eje og sælge et sådant våben, lød det.

Trump: Det giver ikke meget mening

Samme bekymring kunne man også høre fra flere demokratiske politikere.

- Alt, hvad du har brug for, er lidt penge. Så kan du frit downloade tegningerne og printe din egen pistol. Intet baggrundstjek og ingen undersøgelse af kriminel baggrund, lød det efterfølgende fra Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer.

- Donald Trump vil personligt være ansvarlig for hver eneste downloadet AR-15 (et halvautomatiske våben, der ofte bliver brugt ved masseskyderier i USA, red.) af plastik, som vi finder på gaderne, lød det fra senator Edward J. Markey.

Debatten fik efterfølgende præsidenten selv til at blande sig i debatten. Og han var ikke afvisende over for kritikken.

- Jeg vil nu undersøge 3D-plastikpistoler, der bliver solgt til offentligheden. Jeg har allerede talt med NRA (den amerikanske våbenlobby, red.), og det virker ikke til, at det giver meget mening, lød det fra Donald Trump på Twitter.

Det midlertidige forbud mod offentliggørelsen af tegningerne varer indtil den 10. august i år. Her vil der efter en høring blive truffet en endelig afgørelse i sagen.

Facebook
Twitter