Dommer vil lade bedsteforældre omgå Trumps indrejseforbud

En føderal dommer har besluttet at udvide kredsen af familiemedlemmer, der kan omgå indrejseforbud.

En føderal dommer på Hawaii har afgjort, at kredsen af familiemedlemmer, der kan undtages rejseforbuddet skal udvides.

Indrejseforbuddet i USA gælder for personer fra Syrien, Sudan, Somalia, Libyen, Iran og Yemen.

Personer fra landene, som i forvejen har visum, vil blive godkendt til indrejse, men der vil ikke blive udstedt nye til personer fra de ovenstående lande.

Undtagelsen er nære familiemedlemmer, og her har en forælder, ægtefælle, barn, voksen søn, voksen datter, svigersøn, svigerdatter eller søskende hidtil hørt under.

Men den føderale dommers afgørelse på Hawaii betyder, at han har beordret regeringen til, at forbuddet ikke skal gælde bedsteforældre, børnebørn, svigersønner, svigerinder, onkler, tanker, niecer, nevøer og kusiner.

Dommeren Derrick Watson mener, at det er naturligt, at også disse familiemedlemmer skal kunne besøge deres familie i USA.

I slutningen af juni gav den amerikanske højesteret i grove træk grønt lys til præsident Donald Trumps omstridte indrejseforbud.

Indrejseforbuddet var en af Trumps første handlinger som nyudnævnt præsident. Men hans dekret om indrejseforbuddet har mødt meget modstand undervejs.

Blandt andet blev dekretet blokeret af en føderal dommer, så Irak måtte fjernes fra listen.

/ritzau/

FacebookTwitter