Kina har ingen ret til suverænitet i Det Sydkinesiske Hav. Det har Den Permanente Voldgiftsdomstol i Haag afgjort. Det skriver Reuters.
Derfor forbryder Kina sig også mod internationale regler, når landet fisker tæt på blandt andet Filippinerne, Malaysia og Vietnam, og når kineserne bygger militære baser på blandt andet Spratlyøerne tæt på Filippinerne.
- Kina har intet juridisk eller historisk grundlag for at kræve ret til ressourcerne, lyder det blandt andet i afgørelsen fra Haag-domstolen.
Kina ignorerer dom
Kendelsen fra den internationale domstol var ventet, men det er også ventet, at kendelsen ikke umiddelbart vil få den store betydning.
Kineserne har, siden sagen blev anlagt af Filippinerne i 2013, sagt, at landet ikke vil anerkende dommen, da domstolen i Haag ikke har stjerner på skulderen til at fortælle Riget i Midten, hvordan det skal agere i Det Sydkinesiske Hav.
Den kinesiske udenrigsminister understregede så sent som i dag, at dommen ikke vil få indflydelse på Kinas nationale suverænitet, sikkerhed, maritime interesser eller rettigheder.
Kina har dog skrevet under på FN's havretskommission, som den internationale vodgiftsdomstol dømmer efter.
Den filippinske udenrigsminister, Perfecto Yasay, opfordrer alle involverede til at respektere afgørelsen. Og i øvrigt til at granske den grundigt.
- Vores eksperter studerer dommen med den grundighed, som denne betydende voldgiftsdomstol fortjener, siger han ifølge Reuters.
Selv om, det var Filippinerne, der anlagde sagde mod Kina, så spiller USA en stor rolle i konflikten i Det Sydkinesiske Hav, som du kan få et hurtigt overblik over under kortet.
Sagen kort
- •
Kina gør krav på langt størstedelen af farvandet. Det er formuleret ved en meget løs skitse, der viser ni streger på kortet over havet.
- •
De ni streger blev sat i 1947 af det kommunistiske styre. Kina har ikke officielt krævet hele området bag de ni streger og har aldrig forklaret, hvad stregerne betyder.
- •
Kina har aktivt udbygget rev og små øer, så de er blevet reelle, geografiske placeringer inden for de ni streger.
- •
De fleste af øerne og skærene oversvømmes ved højvande.
- •
USA anklager Kina for bruge koralrev og skær til at opføre kunstige øer. På flere af øerne er der opført landingsbaner og havne.
- •
I 2010 fortalte kinesiske embedsmænd til USA, at Det Sydkinesiske Hav er en kerneinteresse for landet på linje med Taiwan, Tibet og Hongkong.
- •
De ni streger går ind over blandt andre Vietnam, Brunei, Filippinerne og Malaysias farvande.
- •
USA har militære alliancer med Japan, Filippinerne, Sydkorea og Taiwan i regionen.Kilde: Ritzau