Domstol underkender dødsdom over Boston-bombemand: Straf skal vurderes igen

Appeldomstol mener ikke, Dhzhokhar Tsarnaev fik en fair rettergang i 2015.

(Arkiv) Dzhokhar Tsarnaev blev i 2015 idømt dødsstraf for sammen med sin bror at udløse to bomber under Boston Marathon. (Foto: handout © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

En føderal appeldomstol i USA omstøder dødsdommen over Dzhokhar Tsarnaev. Han er dømt for at stå bag bombeangrebet mod Boston Marathon i 2013.

Ved angrebet blev tre personer dræbt og over 260 såret.

Den dengang 19-årige Tsarnaev udførte bombeangrebet sammen med sin bror, der blev dræbt under den efterfølgende politijagt.

De to brødres familie stammede fra Tjetjenien. Den dengang 19-årige var amerikansk statsborger.

Appeldomstol: Ikke fair retssag

Den føderale appeldomstol har omstødt dødsdommen, da man ikke fandt, at Tsarnaev fik en fair retssag i 2015.

Tsarnaevs advokater har argumenteret for, at den intense mediedækning forud for retssagen gjorde det umuligt for nævningene at se objektivt på sagen.

Eksempelvis postede to af af dem kommentarer på sociale medier forud for retssagen med antydninger af, at de havde stærke holdninger til sagen.

Det har fået appeldomstolen til at spørge domstolen i Boston, hvorfor de to nævninge ikke blev fjernet.

Appeldomstolen sender nu sagen tilbage til en lavere domstol for at få afgjort, hvilken straf, han skal have, for de anklager han er dømt for.

Menneskejagt efter bombeangreb

Flere af anklagepunkterne blev ved retssagen i 2015 vurderet til at kunne udløse dødsstraf.

De to brødre havde 15. april 2013 midt i en folkemængde tæt på maratonløbets mållinje udløst to bomber i trykkogere og spredt panik i storbyen i det nordøstlige USA.

Der fulgte fem dages menneskejagt på de to brødre. De havde gemt sig i bydelen Cambridge.

Broren blev dræbt, da han i en stjålen bil forsøgte at flygte fra politiet.

Dzhokhar Tsarnaev blev fundet såret under en presenning i en fritidsbåd.

/ritzau/Reuters/DR Nyheder/

Facebook
Twitter