Domstole i de to amerikanske delstater Texas og Ohio konkluderer nu, at man kan indføre love, der kan begrænse eller helt ulovliggøre aborter.
Det sker, efter den amerikanske højesteret har omstødt den såkaldte Roe v. Wade-dom, der siden 1973 har betydet, at amerikanske kvinder har ret til abort.
Højesterets omstødelse har betydet, at de forskellige amerikanske delstater har mulighed for at indføre skrappere abortlovgivning.
Texas' højesteret accepterede sent fredag, at en næsten 100 år gammel lov om abortforbud kan blive indført. Det betyder, at der kan laves civile søgsmål mod en kvinde, der har fået en abort.
Fredag accepterede Ohios øverste domstol, at der bliver indført forbud mod abort ved sjette uge. Det skriver Reuters.
Aborttilhængere i demonstrationer
Højesterets omstødelse af den historiske Roe v. Wade-dom har sendt chokbølger gennem USA og ført til flere demonstrationer. Samtidig har det skabt frygt for, hvad begrænsningerne kan betyde for kvinder – også i forhold til deres digitale liv.
Flere kvinder, der benytter sig af menstruationsapps, frygter, at deres data kan blive brugt mod dem, hvis de får en abort.
I appsene kan kvinderne gemme deres cyklus, fertilitet, graviditet og lokation. Derfor frygter kvinderne, at informationerne sælges videre, så det kan bruges i en retssag mod dem.
I den forbindelse har Google allerede forsøgt at berolige kvinderne. Derfor vil selskabet fjerne brugernes historik på deres lokation, så det ikke kan ses, hvis de eksempelvis besøger en abortklinik.
Præsidenten klar til at hjælpe kvinder
Præsident Biden har ved flere lejligheder lovet hjælp til kvinderne. Fredag fortalte han ifølge BBC, at han forventede, at nogle amerikanske delstater vil forsøge at arrestere kvinder, der vælger at rejse til en anden stat for at få en abort.
Desuden sagde han, at regeringen vil beskytte de amerikanske kvinders adgang til abortpiller, som i årtier har godkendt af den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA.
- Hvis delstater forsøger at forhindre en kvinde at få FDA-godkendt medicin, der har været tilgængeligt i mere end 20 år, så vil min regering handle og beskytte kvindes ret til den medicin, sagde han ifølge CBS News fredag.