Donald Trump vil erklære national nødretstilstand ved grænsen til Mexico

"Mure virker", fastholdt den amerikanske præsident, som forventer søgsmål i sagen.

USA's præsident Donald Trump vil erklære national nødretstilstand, begrundet i presset på grænsen til Mexico, for at få penge til at bygge en mur mellem landene.

Sådan sagde han sidst på eftermiddagen på et pressemøde foran det Det Hvide Hus.

- Vi skal konfrontere situationen ved vores sydlige grænse, på den ene eller anden måde, sagde Donald Trump, som igen fremhævede, hvordan en mur ifølge ham kan stoppe narko og kriminalitet for at komme ind i USA.

- Mure virker, uanset hvad Demokraterne siger, sagde han på pressemødet, som var mere end en halv time forsinket.

Her gjorde han det klart, at han ikke frygter de søgsmål over nødretstilstanden, som blandt andet Demokraterne forventes at komme med.

- Jeg underskriver papirerne (om nødretstilstanden, red.), så snart de kommer, og så får vi en national nødretstilstand. Så bliver vi sikkert sagsøgt, først i Ninth Circuit (appelretten, red.), hvor dommen måske går os imod. Så ender vi i Højesteret, og forhåbentlig bliver vi behandlet fair og vinder der, sagde han.

Trump sagde på pressemødet, at han allerede har underskrevet selve erklæringen om en national nødretstilstand, men at der fortsat resterer dokumenter, der skal underskrives i sagen.

Tilsvarende lagde hans talsmand Sarah Sanders omkring klokken 17 et sort/hvidt billede på Twitter, som ifølge hende viser Trump i gang med at underskrive erklæringen (tryk på datoen nederst til højre for at komme til billedet).

35 dages nedlukning

Det var Trumps krav om at få afsat 5,7 milliarder dollar til en mur på grænsen mod Mexico, som forårsagede den længste nedlukning af statsapparatet i USA nogensinde.

Den strakte sig hen over årsskiftet og endte med at vare 35 dage, før præsidenten sidst i januar gik med til en midlertidig finanslov, som genåbnede den fjerdedel af statsapparatet, som havde været påvirket.

Den midlertidige finanslov udløber i nat amerikansk tid.

Undervejs i de hårde forhandlinger om finansloven henviste Trump flere gange til, at han havde mulighed for at bruge en national nødretstilstands-erklæring til at finansiere muren, som er et af hans mest centrale valgløfter.

I går gjorde Det Hvide Hus' talsmand Sarah Sanders det så klart, at Trump havde tænkt sig at underskrive kompromis-finansloven, som skal erstatte den midlertidige og dermed afværge en ny nedlukning.

Samtidig offentliggjorde hun, at han har i sinde at erklære en national nødretstilstand.

Finansloven indeholder nemlig ikke de 5,7 milliarder dollar, som Trump har ønsket sig til muren, men derimod 1,3 milliarder dollar til andre grænseforanstaltninger.

Facebook
Twitter