DR besøger El Chapos gemmested: 'Narkohandlen stopper aldrig'

En af historiens største narkobaroner, Joaquin El Chapo Guzman, skal sidde i fængsel resten af sit liv. I Mexico har DR fået sjælden adgang til medlemmer af El Chapos kriminelle organisation i et forsøg på at finde ud af, hvad der sker med narkokriminaliteten, når chefen bliver fængslet.

Kartellederen og hans tungt bevæbnede livvagter kører i en sølvfarvet jeep foran os.

Asfalten er for længst forsvundet, og den smalle, ujævne grusvej snor sig op ad en stejl bjergskråning. Vores firehjulstrækker har svært ved at klare stigningerne, og indimellem stopper den helt op og skrider baglæns på vejen.

Vi er på vej mod et hus i nærheden af narkokongen El Chapos fødeby i den mexicanske delstat Sinaloa.

Jo tættere vi kommer på vores mål, jo flere af kartellets maskerede soldater ser vi. Når de får øje på fremmede, kommer de ud fra deres skjul på bjergsiderne med deres AK-47-geværer. Ingen ubudne gæster bliver lukket ind her.

Egentlig er jeg i Mexico for at lave en historie om en sanger, Baldomar Cazares, der lever af at skrive hyldestsange til lederne af El Chapos kriminelle organisation, Sinaloakartellet.

Men da han bliver inviteret til at besøge en af kartellets ledere, får jeg og fotografen lov til at følge med. Ikke sådan lige, men efter at have mødt lederen, så han kan se os an. Vi må filme på turen, men ikke vise ansigter og landsbynavne.

Fra stikirenddreng til kartelleder

Huset, vi skal bo i, ligger på en afsats med udsigt over de høje, tæt bevoksede bjerge. På gårdspladsen vejer kartelfolk brun heroinmasse på en vægt. De fortæller, at det er nok til at producere et kilo heroin, som til danske gadepriser ville indbringe et godt stykke over en million kroner.

En mand tæller tykke bundter af pengesedler, og handelen bliver afsluttet.

Kartellets sortklædte soldater er hele tiden omkring os. Ikke for vores skyld, men for kartellederen, der ligesom alle kartellets andre ledere omgiver sig med sikkerhedsvagter døgnet rundt.

Lederen fortæller, at han som teenager blev stikirenddreng for El Chapo. Narkobaronen betalte hans pilotuddannelse og gjorde ham til en af kartellets smuglere, der transporterer narko til USA. Så blev han leder af El Chapos sikkerhedshold i bjergene, en styrke på mellem 30 og 40 mand.

Ingen fredelig vej ud

Vidner i retssagen mod El Chapo i New York har vist, at sikkerhedsfolkene udførte tortur og drab på kartellets fjender. Blandt andet gav de folk nylontrøjer på og strøg dem med strygejern, indtil stoffet brændte fast til huden. Ofrene blev spærret inde og udsultet i hønsehuse og begravet levende.

- Jeg har dræbt mange, fortæller kartellederen. Men når først du bliver del af kartellet, så er det enten dig eller de andre, der dør. Der er ingen fredelig vej ud af kartellet, lyder det.

El Chapos bjerghus i Sinaloa, Mexico (Foto: Mathias Vejen © DR Nyheder)

Endnu længere oppe i bjergene ligger nogle af Sinaloakartellets valmuemarker. De er sået på de stejleste skrænter, så myndighederne har svært ved at finde dem. Arbejdere luger ud mellem planterne, der endnu ikke er i blomst.

Hyldestsangeren Baldomar og kartellederen går sammen med livvagterne gennem markerne, hvor El Chapo arbejdede som dreng, og hvor han gjorde Sinaloakartellet til den mest magtfulde smuglerorganisation i verden. Det skete ved at smugle marihuana, heroin og tonsvis af colombiansk kokain gennem området.

Bjergene er stadig en afgørende smuglerrute mod USA, og derfor er kartellets vagter overalt i det kæmpemæssige område.

  • Bevæbnede vagter fra Sinaloa-kartellet er talstærkt på plads i bjergene, hvor kartellets valmuemarker ligger.
  • De bevæbnede vagter bevogter området, mens arbejderne er i marken.
  • Lokale arbejdere luger ud og passer Sinaloa-kartellets marker.
  • Valmuemarkerne bliver vandet af naturlige sprinklere med vand, der løber ned fra bjergene.
1 / 4

Lederen fortæller, at prisen på opium fra valmuer falder, fordi kartellet nu satser på syntetisk produceret heroin og opiater. De fattige bjergbønder tjener mindre nu, men han og kartellets forretning er lukrativ.

På trods af at prisen på opium fra valmuerne er halveret de seneste to år, så arbejder de fattige bønder på markerne, som de har gjort i mange årtier.

- De arbejder virkelig hårdt herude, de dyrker opium, fordi der ikke er andet at lave, siger kartellederen, mens han ser på bønderne.

Hyldestsangeren Baldomar Cazares har arbejdet i markerne, siden han var barn. Her fortæller han, hvorfor han i dag stadig arbejder i kartellets marker:

Morgenmad med kartellet

Om natten sover sikkerhedsfolkene på gulvet i husets lille stue.

Fotografen og jeg får et soveværelse, hvor en stor dobbeltseng i træ er redt op med tykke brune og røde, syntetiske tæpper. Jeg sniger mig til at se i skabet, hvor der hænger skjorter i mange farver. På skabet står et billede af en dame med afbleget hår. På en knage hænger fem baseballkasketter.

Lederen fortæller os, at det er El Chapos værelse.

  • El Chapos værelse, hvor han sov, før han blev fanget. Det var også her, DR's journalist og fotograf sov under deres ophold.
  • El Chapos værelse, hvor han sov, før han blev fanget. Det var også her, DR's journalist og fotograf sov under deres ophold.
1 / 2

I de lange perioder, hvor han var på flugt fra myndighederne, gemte han sig blandt andet her. Kartellets vagter kunne advare ham i god tid, hvis militæret nærmede sig, og gjorde det på den måde muligt for ham at skjule sig i de tæt bevoksede bjerge.

Om morgenen laver kartellederen røræg med chorizopølse, avocado og tortillas. Det er vigtigt at lave æggene rigtigt, så de ikke bliver vandede, belærer han os om.

"El Señor var USA's syndebuk"

Da El Chapo blev fanget for sidste gang i 2016 ankom omkring 150 mænd fra et rivaliserende kartel til området. De dræbte tre lokale beboere, men ifølge lederen her blev de selv dræbt allesammen, da Sinaloakartellet omringede dem få hundrede meter fra huset.

Efter en kortvarig intern magtkamp, kører kartellet nu videre med El Chapos sønner, bror og den mangeårige partner ”El Mayo” som øverste chefer. Vores vært i huset har også udnyttet magttomrummet og er nu nummer tre i den fraktion, som El Chapo har efterladt, fortæller han.

Mens vi spiser, taler han om medierne og amerikanerne, der beskylder El Chapo for Mexico og USA's narkoproblemer. Han omtaler sin tidligere chef som ”El Señor”.

- Sådan er det. Når først nogen udpeger en syndebuk, så skyder alle skylden for alting på ham. Men det bekymrede el Señor sig ikke om. Han vidste jo, at det ikke var ham, der skabte narkoproblemerne, siger han.

  • Efter morgenmaden beskærer kartelmedlemmerne pligtskyldigt roserne foran El Chapos hus. (Foto: Mathias Vejen © DR Nyheder)
  • De skal beskæres regelmæssigt, så de blomstrer og sætter nye skud, fortæller de. (Foto: Mathias Vejen © DR Nyheder)
1 / 2

Den sidste aften

Om aftenen tænder de bål bag huset. De griller chilifrugter og kød over ilden og drikker Tecate-øl. Flere af dem sniffer kokain fra små aluminiumskapsler.

De bliver høje og fulde og taler om El Chapos sidste dage, inden han blev fanget.

Lederen fortæller, at det var en ustyrlig trang til damer, der førte til anholdelsen i 2016. El Chapo ville forlade huset i bjergene for at se en af sine elskerinder i byen, Los Mochis. Det var første gang, kartellederen sagde nej til chefens ønske om at følge ham, og han frarådede ham at tage af sted. Han ville være alt for let at finde i byen.

Men El Chapo tog afsted alligevel.

Elitestyrker stormede huset, hvor han sov med elskerinden, og dræbte alle vagterne. Efter en flugt gennem byens kloaksystemer blev narkokongen anholdt for sidste gang.

- Det holder aldrig op

Siden El Chapo blev fanget, er narkorelaterede mord i Mexico steget til det højeste niveau i årtier. Undersøgelser viser, at amerikanerne bruger flere og flere penge på narkotika.

Når man spørger kartelmedlemmerne omkring bålet, hvad det kommer til at betyde for narkosmuglingen til USA, at El Chapo nu er væk, er svaret klart.

- Det har altid været her og holder ikke bare op. Der kommer altid en ny generation. Det vil altid være det samme. Det stopper aldrig, siger et af medlemmerne.

Kartellederen citerer el Chapo selv.

- Chefen sagde altid, at hvor der er en efterspørgsel, er der også et udbud. Så længe folk vil købe narko, så sælger vi den.

Se den otte minutter lange mini-dokumentar "I narkobaronens baghave" her:

Facebook
Twitter