DR besøger fireårig pige med PTSD og hendes mor i syrisk fangelejr: 'Der var mere kommunikation med den gamle regering'

Et besøgslokale i al-Roj-fangelejren blev splittet ad og samlet igen, da DR mødte en fireårig pige, som sidder fanget på ubestemt tid med sin mor og bror.

(Foto: Puk Damgsgård)

Stanken rammer, så snart man stiger ud af bilen.

Indenfor al-Roj-fangelejrens hegn risler en sort strøm af råolie i den rende, der ellers er gravet for at beskytte lejren mod oversvømmelse. De danske kvinder og børn, der bor her på ubestemt tid, lever i telte oven på et oliefelt.

Forureningen siver igennem. Luften kradser i svælget.

- Jeg savner at trække vejret i frisk luft, fortæller moren til den danske fireårige pige, der i gentagne undersøgelser bestilt af Udenrigsministeriet er erklæret psykisk syg og har fået diagnosen Posttraumatisk Stresslidelse, PTSD.

Siden DR Nyheder fortalte om hende første gang i december, er debatten taget til om, hvorvidt den fireårige pige såvel som hendes bror og mor bør hentes til Danmark.

Moren er blandt de danskere, der tilsluttede sig terrororganisationen Islamisk Stat og nu sidder i en fangelejr i det nordlige Syrien.

Den nu 31-årige kvinde var i begyndelsen af 20'erne, da hun konverterede til islam og i 2014 rejste til Syrien og terrorbevægelsen Islamisk Stat. Ifølge hendes mor ringede hun hurtigt hjem, fordi hun havde fortrudt.

Udenfor en teltdug leger den fireårige pige i sandet med sin storebror. I dag har hendes mor lige klippet deres hår og givet datteren en lyserød hættebluse med Mickey Mouse og prikkede strømpebukser på. I horisonten oser interimistiske olieraffinaderier, der er det modsatte af raffinerede.

Døgnet rundt udleder de en bombastisk blanding af farlige giftstoffer over dette hjørne af det kurdisk-kontrollerede nordøstlige Syrien, hvorfor der ifølge den kurdiske sundhedsminister er øget forekomst af kræft.

Oliepumper rejser sig mellem fangernes telte, hvor en nyasfalteret vej skaber glæde. Nogle piger står på rulleskøjter.

'Jeg ville bare væk'

Da jeg ankommer, bliver jeg vist ind i et besøgsrum med lænestole, en sofa og et bord med mangojuice, Pepsi og vand. Dér venter jeg på, at moren skal ankomme.

Hun ankom til Syrien netop som terrorbevægelsen Islamisk Stat erklærede deres selvbestaltede kalifat, og i august 2014 begyndte den internationale koalition at bombe de områder, terrororganisationen havde indtaget.

I 2015, mens hun levede under IS-kontrol, blev hun gift med en udenlandsk mand, som siden blev dræbt. De to fik sammen den nu fireårige pige, broren, der i dag er seks, adopterede hun som spæd.

I 2017 forsøgte hun at flygte ud af IS' områder mod Tyrkiet via en smugler.

- Jeg ville bare væk. Det var ikke, som jeg havde forestillet mig, siger kvinden i dag.

Men som det skete for mange andre, der forsøgte at flygte på det tidspunkt, overgav smugleren hende og børnene til koalitionens allierede kurdiske styrker, der fængslede dem i otte måneder.

Siden har de nu på tredjeåret været spærret inde i al-Roj og er blandt de mindst 159 personer, som Politiets Efterretningstjeneste vurderer, er rejst fra Danmark til Syrien og Irak siden 2012 for at tilslutte sig militante islamistiske grupper.

Halvdelen er vendt tilbage til Danmark eller et andet europæisk land. En tredjedel er omkommet, mens mindst to mænd, syv kvinder og 19 børn fra Danmark stadig opholder sig i Syrien.

Besøgsplanen i al-Roj-lejren. (Foto: Puk Damgsgård)

Kvinderne i fangelejren får aldrig at vide af den kurdiske lejrledelse, hvem de skal mødes med, eller hvad der skal ske. De kalder dem blot op til kontoret.

- Nåhh, er det bare dig, siger hun med henvisning til, at vi har mødt hinanden før under mine reportagerejser til fangelejrene.

- Jeg bliver altid nervøs, når de kalder på mig. Og børnene bliver nervøse. For hvad skal der nu ske, siger hun og sætter sig i en af stolene med de runde armlæn.

Hun er iklædt en mørkerosa hijab, der dækker håret og et mundbind, som hun trækker ned under hagen, mens hun forsøger at arrangere børnene i rummet, så vi kan tale.

Hun ville ikke lade dem være alene i teltet.

- Jeg var ved at lave frokost, siger hun og åbner en ernærings-blanding til børn under et halvt år uddelt af en humanitær organisation.

- De er selvfølgelig ældre, men jeg tænker, at der er nogle vitaminer i, de har brug for.

En kurdisk kvindelig vagt lukker døren og sætter sig i lokalet med os.

Jeg er i en fangelejr - ikke en flygtningelejr. Forud for mødet skulle jeg personligt indlevere en skriftlig ansøgning om mit ærinde på en kurdisk militærbase, som også tog et billede af mig.

Ifølge reglerne skal vagten sidde med og overvåge mødet, men hun forstår ikke, hvad vi siger, for vi taler jo dansk.

Det er også vagten, der på et tidspunkt vil beslutte, at vi nu har talt nok. Det er som at besøge en indsat i et fængsel. Forskellen er dog, at kvinden endnu ikke er tiltalt eller dømt ved en domstol.

Men den danske regering har besluttet, at de danske statsborgere, der selv er rejst til terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien, skal blive i Syrien på ubestemt tid.

Både børnene og de voksne Syriens-farere er uønskede. De voksne direkte, fordi de anses for at være en terrortrussel og børnene indirekte, fordi de kan have en konventionsbestemt rettighed til sammenføring med deres forældre.

Frygten er altså, at hvis barnet kommer hjem, har moderen også krav på det.

Indtil videre er sammenlagt 975 børn blevet hjemtaget på verdensplan fra Syrien siden 2017. Nye tal fra organisationen Red Barnet viser, at antallet af børn, der er hjemvendt fra det nordøstlige Syrien, faldt til anslået 200 børn i 2020 fra 685 det foregående år.

I to særlige tilfælde har Danmark repatrieret en såret 13-årig og et forældreløst spædbarn. Ingen danske myndigheder har ifølge flere Syriens-farere, DR Nyheder har talt med, besøgt familierne i lejrene.

'Han er ikke vokset op med møbler'

Samtalen med moren bliver en afbrudt og noget ufokuseret affære. Drengen kravler og klatrer på sofaarrangementet, står på stolen, ligger hen over bordet, nede på gulvet. Mødelokalet er omdannet til en forhindringsbane, han konstant forcerer.

- Han er ikke vokset op med møbler, siger moren.

Hun undskylder og kommer efterfølgende til at smile ved tanken om, hvor kaotisk det vil blive, hvis han en dag kommer til Danmark og løber rundt hjemme i sin mormors stue.

Pigen sætter sig og tegner på nogle papirer fra min notesbog. Hendes hår er sat op med lilla gummielastikker i tre små knolde om hendes hoved. Hun smiler næsten hele tiden. Kniber øjnene sammen, rynker på næsen og blotter sine fortænder med et karakteristisk mellemrum.

Eller som der står i den seneste lægefaglige udredning om hende, er hun “konstant stereotypt smilende uden øjenkontakt. Smilet er forceret. Hun optræder vagtsom på alt i rummet og holder konstant øje med sin mor.”

Det behøver man ikke at være psykologiprofessor for at opdage.

- Jeg har gået rundt i lejren og talt med andre kvinder om, hvordan jeg kan gøre det bedre for hende. Jeg forsøger at få det til at fungere. Lige nu laver vi bøger. Taper sider sammen og laver tegninger. Af skove. Broer. Vand. Og jeg forklarer, hvad det er, fortæller hendes mor.

Pigen mister interessen for tegningerne og roder i min taske. Finder nøglen til mit hotelværelse. En gylden mini-parfume. Så begynder hun at ordne bordet og rydde op. Stille alt i lige rækker.

Pepsidåser.

Fjernbetjeningen til aircondition.

Nøglen.

Parfumen.

Mangojuicen.

Papiret fra et stykke chokolade.

- Jeg ville gerne have, at hun kom i psykoterapeutisk behandling. Jeg har fået at vide, at jeg skal lave børnenes miljø om. Skabe rutiner. Der er ikke noget, jeg hellere vil. Men det er meget svært her, siger hun.

Den fireårige pige var blot ti måneder, da hun blev fængslet med sin mor og bror. Hun lærte at gå i cellen. Siden har de boet i al-Roj-lejren med nationaliteter fra hele verden.

Begge børn siger sporadiske ord på dansk, arabisk og tyrkisk. Pigen kalder på sin mor på både dansk og arabisk.

Den kurdiske vagt stirrer i sin mobil og virker irriteret over børnenes støj. Drengen er ved at skille fjernbetjeningen ad og spilder juice på gulvet, og til sidst forlader vagten rummet med himmelvendte øjne.

I Danmark florerer debatten om den fireårige pige og familien, som moren har opgivet at følge med i. Udenrigsministeriet har spurgt tre eksperter, to overlæger og en professor i medicin, om det er muligt at hente pigen hjem uden moren.

Eksperterne siger, at det kan lede til yderligere traumer at skille den fireårige pige fra sin mor og bror. Det ligger også moren fjernt, da DR Nyheder spørger hende, om hun kunne forestille sig at lade datteren rejse uden hende.

- Alle mødre vil først og fremmest tænke på deres børn. Men jeg tror ikke, jeg kan lade mig skille fra hende. Jeg ved godt, hun har det hårdt, men hun får det ikke bedre af at blive taget fra mig.

Forestiller du dig, at I alle tre skal hjem sammen?

- Jeg har været her så længe, at jeg for længst er holdt op med at forestille mig noget. I begyndelsen med den gamle regering (VLAK-regeringen, red.) var der meget kommunikation, og jeg blev faktisk helt rørt over, at de ville hjælpe. Det havde jeg ikke troet. Men nu… jeg forsøger bare at få det til at hænge sammen i hverdagen, siger moren.

For hende er uvisheden den sværeste. Hun er nervøs ved tanken om, hvad der kan ske, hvis hun kommer til Danmark.

- Vil mine børn blive taget fra mig i lufthavnen? spørger hun.

Det sker for eksempel i Belgien. De gange, kvinder er blevet repatrieret med deres børn, bliver de skilt ad ved ankomst. Og i udgangspunktet henter Belgien kun børn hjem.

Regeringen ønsker ikke at hente danske børn hjem fra de syriske fangelejre med henvisning til, at forældrene har vendt Danmark ryggen til fordel for terrororganisationen Islamisk Stat.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har ikke ønsket at stille op til interview og kommenterer generelt ikke på enkeltsager.

Han udtaler skriftligt gennem ministeriets presseafdeling, at Danmark kun vil foretage ”medicinsk evakuering” af et barn, hvis der forelægger ”eksplicit samtykke fra moderen til adskillelse fra barnet.”

Pigen taler i fjernbetjeningen, som var den en telefon og smiler til os. En gang om ugen kan hendes mor kontakte sin mor hjemme i Danmark. Hun stiller sig i kø, og når det bliver hendes tur, kan hun via besked- og taletjenesten WhatsApp, sende en tekst eller indtale en besked til sin mor.

- Vi må ikke have en egentlig samtale, siger hun.

En pige på striben af ny asfalt i al-Roj-lejren. Barnet på billedet har ikke tilknytning til Danmark. (Foto: Puk Damsgård)

Vagterne vil heller ikke give mig lov til at se teltet, hvor familien bor. Det er forbudt, siger de, uden yderligere forklaring. Moren fortæller, de har et lille fjernsyn og sover i soveposer på madrasser. Men deres telt er meget tæt på den flydende olie.

- Min datter hostede på et tidspunkt i flere måneder, siger hun:

- Engang kom en olieret kat ind i teltet. Der er jo katte over det hele. Og den var faldet i olien. Vi forsøgte at vaske den, men det var svært, og vi gav den yoghurt. Men der gik ikke så længe, så døde den.

Tiden er gået. Vagten står i rummet med trætte øjne.

- Jeg har en tro på, at det der ender med at ske, er det, der også er det bedste for børnene og mig, siger moren.

Vi går ud i solen. Pigen vil gerne lege på et gyngestativ, bag et hegn, klos op ad en oliepumpe. Moren tager hende i hånden.

- Nej, der kan vi ikke komme ind, skat.

Den fireårige piges, hendes mors og brors rigtige identiteter er redaktionen bekendt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk