DR i Brasilien: Dilmas modstandere jubler som havde de vundet en fodboldkamp

Der var både gråd og jubel i det brasilianske parlament og på gaderne, efter at et flertal i Underhuset i nat stemte for en rigsretssag mod landets præsident, Dilma Rousseff.

Modstanderne af den brasilianske præsident, Dilma Rousseff, jublede, da et flertal i Underhuset stemte for en rigsretssag mod hende. (Foto: Sebastião Moreira © Scanpix)

Der var både jubel og gråd i det brasilianske parlament, da et stort flertal af underhusets medlemmer for få timer siden stemte for en rigsretssag mod landets præsident, Dilma Rousseff.

Det fortæller DR’s journalist i Brasilien, Kristian Almblad.

- Debatten om rigsretssagen har kørt i de seneste tre dage, og det tegnede til, at der ville være flertal for en rigsretssag. Men man ved aldrig, hvad de brasilianske politikere kan finde på, så det var en kæmpe forløsning for dem, der ville have en rigsretssag, da den afgørende stemme til fordel for en rigsretssag faldt klokken fire dansk tid. Tilhængerne jublede, mens der var gråd fra de politikere, der var imod, siger han.

Det samme var tilfældet på gaderne i hovedstaden Brasilia, hvor 50.000-60.000 personer havde samlet sig.

- Helt fysisk var tilhængerne og modstanderne af en rigsretssag adskilt af en mur, hvor politiet stod imellem. Tilhængerne jublede, og de kører stadigvæk rundt i gaderne og dytter, som om det var en sejr i en fodboldkamp. Men der er også mange, der er vrede, fordi de føler, at deres præsident er blevet udsat for en stor uretfærdighed, siger Kristian Almblad og fortæller, at Dilma Rousseff ikke har tænkt sig at udtale sig før senere i dag.

- Men landets tidligere justitsminister og nuværende generaladvokat har gentaget det, som regeringen hele tiden har sagt: At det her er et maskeret statskup og en politisk baseret rigsretssag, der ikke har hold i fakta, siger Kristian Almblad.

Næste skridt bliver, at det brasilianske overhus, Senatet, skal stemme om en rigsretssag mod præsidenten, der er blevet beskyldt for at have manipuleret med regeringens budget i forbindelse med valgkampen for to år siden.

Kristian Almblad vurderer, at den afstemning vil komme inden for tre-fire uger.

- Hvis Senatet stemmer for en rigsretssag, vil det betyde et farvel til Dilma i i hvert fald seks måneder, for hun kan ikke sidde som præsident, mens der kører en rigsretssag. Og hvis hun først bliver sat uden for døren i seks måneder og bliver erstattet af sin vicepræsident, så er det tvivlsomt, om hun nogensinde kommer tilbage som præsident for Brasilien.

Facebook
Twitter