DR i Cuba: Havana er som forvandlet efter Castros død

Hovedstaden Havana er bomstille under lang landesorg, siger DR's Stéphanie Surrugue fra Cuba.

Et stort portræt af Fidel Castro pryder en bygning i Havanna, Cuba. Foran venter cubanere i kø for at hylde den afdøde præsident. (Foto: ENRIQUE DE LA OSA © Scanpix)

Cuba er i landesorg, efter at den tidligere leder Fidel Castro i weekenden afgik ved døden.

I den cubanske hovedstad, Havana, hvor man ligesom i resten af landet har indledt en ni dage lang landesorg, er der som forandret, fortæller DR's USA-korrespondent Stéphanie Surrugue.

- For det første er her bomstille. Det plejer her bestemt ikke at være. Der plejer at være musik, dans og fest i gaderne. Men alt er mere eller mindre lukket i de her ni dages landesorg, hvor befolkningen tager afsked med Castro.

Tusinder er strømmet til Revolutionspladsen i byen for at defilere forbi både billedet af den tidligere præsident og hans aske.

I andre byer er der udpeget lokaler, hvor man kan gå ind og ære Castros minde og underskrive et løfte om, at man vil gennemføre den socialistiske revolution.

Nogle sørger, andre tier

De fleste cubanere er i sorg over at miste, hvad mange betragter som landets beskytter.

- Dem, jeg har talt med, fremhæver sundhedsvæsnet, kulturlivet og hvordan Castro beskyttede cubanerne mod det, som mange opfatter som omverdenens kritik. Så en oprigtig sorg møder jeg.

Det er dog især fra de ældre cubanere, fortæller Stéphanie Surrugue, og ikke nær så meget fra de yngre.

- Men vi skal også huske at tage det forbehold, at i det her land har man absolut ingen tradition for at kritisere præsidenten. Man lærer at holde igen med kritikken i et land, hvor der har været politiske fanger og brud på menneskerettighederne igennem årtier.

- Så ja, der er sorg, men der er givetvis masser, der også - af bar vane - lader være med at sige, hvad de virkelig tænker, siger Stéphanie Surrugue.

Blå bog: Fidel Castro

  • Navn: Fidel Alejandro Castro Ruz.

  • Alder: 90 år.

  • Fødested: Født 13. august 1926 på Manacas-gården i Birán, som ligger i Holguín-provinsen i det østlige Cuba.

  • Søn af: Den spanske immigrant og sukkerplantageejer Ángel Castro y Argiz og husholdersken Lina Ruz González.

  • Nationalitet: Cubaner.

  • Uddannelse: Uddannet jurist.

  • Bopæl: Havana.

  • Karriere: I 1953 stod han i spidsen for en mislykket revolution mod diktatoren Fulgencio Batista. Det mislykkede slag førte til fængsling af Castro, som selv stod for sit eget forsvar.

  • I 1956 organiserede han en ny militær aktion mod Cuba, hvor han med støtte fra illegale grupper i byerne indledte en guerillakrig. Han erobrede magten i Cuba den 1. januar 1959.

  • Civilstand: I 1948 giftede han sig med Mirta Díaz-Balart. Parret fik sønnen Fidel Castro Díaz-Balart, der i en periode i 1980'erne stod i spidsen for Cubas atomenergikommission. I 1955 blev parret skilt.

  • Castro fik derefter fem børn, Alexis, Alexander, Alejandro, Antonio og Ángel, med Dalia Soto del Valle.

  • Derudover har han datteren Alina Fernández fra en affære med Naty Revuelta i slutningen af 1950'erne.

  • Kilder: Den Store Danske, Politiken