DR i Hviderusland: De bakker op om oppositionen, men vil ikke lægge krop til at tæv

Der er præsidentvalg i Hviderusland, og der bliver slået hårdt ned på oppositionen.

Her ses tre af oppositionens stærke kvinder med Svetlana Tikhanovskaja flankeret af Maria Kolesnikova (th.), som er kampagneleder for den fængslede oppositionspolitiker Viktor Babaryko, samt Veronika Tsepkalo, hvis mand, Valerij Tsepkalo, blev diskvalificeret som kandidat. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)

Hvideruslands præsident hedder også Alexander Lukasjenko i morgen, når stemmerne fra dagens præsidentvalg er talt op.

'Europas sidste diktator', som han bliver kaldt, vil vinde valget. Det har han gjort siden 1994.

De hviderussiske myndigheder er kendt for at slå hårdt ned på oppositionskritikere, og mange tør ikke vise deres harme mod styret, fortæller DR's korrespondent i Rusland og Ukraine, Matilde Kimer.

- Rigtig mange hviderussere er bange, for vi kan jo se, hvad der sker med folk på gaden. Man skal have et bestemt sindelag eller en meget stærk overbevisning for at turde gå på gaden og demonstrere, så vi må se, hvor mange der vil risikere det i aften.

- Jeg talte i går med en chauffør, som var meget oppositionsorienteret. Men han sagde også til mig; 'Jeg vil sidde derhjemme og bakke op om oppositionen med mit hjerte, men jeg kan ikke lægge krop til at få tæv', fortæller Matilde Kimer fra hovedstaden Minsk.

Tre kvinder er braget igennem

Alligevel er myndighederne ved dette valg nervøse for, hvad der kommer til at være af folkeprotester i dag, og man er parat til at bekæmpe alle former for modstand.

- I går var det sådan, at hvis du gik over et gadekryds med knyttet næve, som er det ene af oppositionens tre symboler, kom der maskerede mænd flyvende og kastede dig ind i en politibil, fortæller Matilde Kimer.

I går aftes så man også store militærkonvojer køre gennem gaderne i Minsk i et forsøg på at skræmme folk fra at gå på gaden og protestere, forklarer Matilde Kimer.

Der var ydermere flere hårdhændede anholdelser i går aftes.

I år har formanden for den centrale valgkommission, Lydia Jermosjina, meddelt, at der ikke må være gardiner foran stemmeboksene. (Foto: Torben K. Madsen)

Nervøsiteten hos styret skyldes i høj grad tre oppositionspolitikeres popularitet blandt befolkningen.

Blandt gårsdagens anholdte var da også den ene af de tre; Maria Kolesnikova.

Hun er en af tre kvinder fra oppositionen, der trods de vanskelige vilkår alligevel har formået at trænge igennem til en stor del af befolkningen.

De er blevet hyldet ved store demonstrationer til fordel for oppositionen, lige indtil det i sidste uge blev gjort forbudt at holde vælgermøder og forsamle sig i store grupper.

Alle er de gift med kendte kritikere af præsidenten, og netop deres almindelige status som hustruer har givet dem en særlig medvind, siger Matilde Kimer.

Præsidentkandidaten Svetlana Tikhanovskaja er blevet populær blandt hviderussere, fordi hun er en helt almindelig kvinde, som de kan identificere sig med. Svetlana Tikhanovskaja er gift med en af de mange fængslede modkandidater til landets siddende præsident. (ARKIV) (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)

'Folket er ved at vågne op'

Især den 37-årige Svetlana Tikhanovskaja er blevet oppositionens store stjerne.

Hun stiller op, fordi hendes mand, bloggeren Sergej Tikhanovskij, er en af flere fængslede modkandidater til præsident Lukasjenko.

Svetlana Tikhanovskaja anses som præsidentens største modstander, omend hun ikke har en chance for at vinde ved dagens valg.

Det erkender hun også selv, skriver Ritzau.

- Folk er trætte. 26 år er nok med Lukasjenko. Folket er ved at vågne op og genopdage selvrespekten.

Men siger hun;

- Vi har i de seneste dage set hvor uforskammet, der svindles med dette valg. Der er ikke noget håb om, at de vil tælle stemmer på ærlig vis. Vi må være realistiske.

Den hviderussiske præsident Alexander Lukasjenko har siddet på posten i 26 år og har gennem årene bestemt, hvem der skulle stille op imod ham, velvidende at han ville vinde valget. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)

Præsident Lukasjenko plejer at vinde valgene med en stemmeandel på op imod 80 procent. Men Svetlana Tikhanovskaja har alligevel formået at vinde stor sympati blandt hviderussere, fortæller Matilde Kimer.

- Hun var fuldstændig apolitisk indtil i foråret, så mange hviderussere kan identificere sig med hende. Hun stiller sig ærligt op og fortæller, at hun ingen viden har om politik og har heller ikke nogen ambitioner.

Men hun har ifølge Matilde Kimer været nødt til at videreføre det projekt, som hendes mand satte i søen, for at få ham ud af fængslet.

Facebook
Twitter