DR i Libanon: ’Politikerne stjæler vores fremtid’

Libanesere demonstrerer i tusindvis i disse dage. De er trætte af korruption og sekteriske politikere.

Igen i går var libanesere gået på gaden i byer over hele landet i protest mod regeringen. (Foto: Nabil Mounzer © Scanpix)

BEIRUT, LIBANON

Unge og gamle libanesere strømmer til den centrale plads i Beirut med libanesiske flag og skilte med kreative slagord.

Nogle af skiltene er elegante ordspil – andre temmelig vulgære.

- Knep jer selv, pik-tatorer, står der på et skilt, en ung kvinde bærer gennem byen, mens en ung mand har klistret et billede af en pornostjerne med libanesisk baggrund på et papskilt med en besked til landets politikere:

- Hun har mere ære end jer alle sammen, står der under billedet af den tidligere pornostjerne.

Far: ’Intet fungerer’

Familien Zahreddine taler i et noget pænere sprog, da jeg møder dem ved den kæmpe demonstration i Beirut mandag aften.

Faren, Issam, har taget sin hustru og tre børn med til protesten. Selv om han ikke bander, som en del andre demonstranter, så er han vred.

- Sundhedssystemet fungerer ikke, vejene fungerer ikke, elektriciteten fungerer ikke, siger den 35-årige sygeplejerske og skyder skylden på politikerne.

Familien Zahreddine (Foto: Michael S. Lund © DR Nyheder)

- De har siddet på magten i 30 år mange af dem, men de arbejder ikke for folket, men for deres egne familier. Og de bruger hele tiden religion til at spille folk ud mod hinanden. Vi gider ikke al den sekterisme mere, siger faren, mens hans kone nikker.

- Al politik her handler om de religiøse bevægelser og deres ønsker. Vi vil have nogle politikere, der arbejder for hele folket, siger Nabila Zahreddine, mens hun holder familiens baby på armen.

Vrede over skat blev til oprør

Protesterne i Beirut begyndte egentlig som vrede over nye skatter, blandt andet på den populære kommunikations-app WhatsApp, men har hurtigt udviklet sig til et massivt råb om revolution og forandring i Libanon.

I Libanon handler politik ofte om religion. Landet har 18 forskellige religiøse sekter, de øverste politiske poster fordeles efter politikernes religiøse baggrund, og den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse driver en milits, der af Vesten ses som en terrorbevægelse.

Ofte har protester i landet været præget af religiøse skel, når forskellige bevægelser kaldte til demonstrationer. Denne gang er det anderledes.

De enorme demonstrationer har ingen politiske ledere, og de vrede demonstranter tæller folk fra alle trosretninger og politiske fløje.

  • - Knep jer selv, pik-tatorer, står der på et skilt, en ung kvinde bærer gennem Beirut under gårsdagens demonstrationer. (Foto: Michael S. Lund © DR Nyheder)
  • Vandpiper og folkeligt oprør i Beiruts gader i går. (Foto: Michael S. Lund © DR Nyheder)
  • Et barn bærer en maske og et skilt under demonstrationer mod regeringen i Tripoli, Libanon, i går. Teksten på skiltet lyder: Vi, folket fra nord, kan I høre os, vi kommer efter jer skiderikker". (Foto: OMAR IBRAHIM © Scanpix)
  • "Gratis kondomer til at kneppe Riad Salome (guvernør i Libanons centralbank, -red.) og hans mor", lyder teksten på dette skilt, som er blandt de mange grovkornede skilte, som demonstranter har båret under de seneste dages protester. Billedet er taget i Beirut, Libanon, i går. (Foto: Nabil Mounzer © Scanpix)
  • Tusindvis af demonstranter var på gaden i Beirut igen i går. (Foto: Nabil Mounzer © Scanpix)
1 / 5

Demonstrerer på tværs af skel

Da jeg går rundt mellem demonstranterne, møder jeg både dybt religiøse libanesere, andre der er helt sekulære - og folk fra stort set alle religiøse retninger. Det, de har tilfælles er, at de hader politikerne.

- De snakker og snakker og lover os alt muligt, men vi stoler ikke på dem længere, siger Layal Saad, der er shia-muslim og bærer tørklæde.

Layal Saad. (Foto: Michael S. Lund © DR Nyheder)

Hun er gået til demonstrationen sammen med sin bror og hans hustru, der sidder ved siden af hende på fortovet.

- De er gift, men har ikke råd til at flytte sammen, fordi der ikke er nogle job. Det er det, vi protesterer imod. Selv, hvis du finder et arbejde, er lønnen så lav, at du ikke kan leve af det. Og imens bruger politikerne religion og sekteriske slagord til at skabe splid i stedet for at arbejde for folket, siger hun.

"Foren jer for Libanon" lyder teksten på dette banner foran parlamentsbygningen i Beirut, Libanon. (Foto: Nabil Mounzer © Scanpix)

Teenager: Det handler om ’wasta’

En anden ung kvinde, 17-årige Reem Shukkur, forklarer mig, at hun helt har opgivet at skabe en fremtid i sit hjemland.

- Jeg har ingen drømme her i Libanon, for jeg kan aldrig bygge mig en fremtid med det her system. Så jeg er her for at kæmpe for min fremtid, siger teenageren, mens hun holder et protest-skilt op.

Reem Shakur er en af de unge libanesere, der sammen med sine medborgere i alle aldre, professioner og religioner er på gaden i disse dage. (Foto: Michael S. Lund © DR Nyheder)

Hele oprørets formål kan koges ned til ét ord mener hun: Wasta. Det er arabisk og kan nogenlunde oversættes med ’forbindelser’. Men betyder meget mere i den arabiske verden.

- Wasta er, at hvis du kender de rigtige eller tilhører den rigtige familie, så kan du alt i Libanon. Har du ingen wasta, kan du intet. Det er korrupt og nepotistisk, og det er det, vi vil have ændret, siger hun.

Far: Vi kæmper for vores børn

Libanons premierminister, Saad al-Hariri, har nu lovet reformer, de varslede skatter er trukket tilbage, og landets ministre vil gå ned i løn.

Men ingen demonstranter, jeg møder, stoler på politikernes løfter.

Familien Zahreddine vil blive ved med at protestere på gaden i Beirut.

- Vi vil ikke bare have nogle små reformer. Vi vil have ændret hele systemet, siger Issam og kigger på sin familie:

- Vi vil have en fremtid for vores børn i det her land. Det er det, det handler om.