DR i Luxembourg: LuxLeaks-retssag er ren straffeaktion

To tidligere konsulenter og en journalist skal i dag for retten for at have afsløret Luxembourgs forretningshemmelighed i de såkaldte Lux-leaks.

Tidligere ansat i PricewaterhouseCoopers og sigtet i sagen Antoine Deltour (t.h) og hans advokat William Bourdon ankommer til retten her til morgen. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

Netop nu åbner retssagen i Luxembourg mod whistleblowerne bag lækagen fra revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers.

Lækagen - de såkaldte LuxLeaks - viste, hvordan Luxembourg gav favorable skatterabatter til multinationale selskaber, hvis de kanaliserede deres overskud fra andre europæiske lande til det lille fyrstendømme.

Sagen er en klar straffeaktion, som skal sikre, at ingen gør noget lignende i fremtiden, fortæller DR’s journalist i Luxemborg, Bjørn Willum.

- Myndighederne i Luxemborg er rasende over, at den her forretningshemmelighed, der svarer lidt til, hvad bankhemmeligheden var i Schweiz i gamle dage, er kommet frem. Det var jo ikke meningen, at der var nogen, der skulle vide, at det var så lukrativt, at multinationale selskaber kunne kanalisere overskuddet ind i Luxemborg.

Ifølge Bjørn Willum er der stor sandsynlighed for, at de tre bliver kendt skyldige i at bryde Luxemborgs lov.

- Ser man på loven i Luxemborg, så er det ret enkelt: Man må ikke bryde forretningshemmeligheden, man må ikke gå ud og udlevere oplysninger uanset, om man har gjort det for personlig vinding eller ej. Loven er så stram, så den siger simpelthen, at der er ingen undskyldning.

Alligevel er der mulighed for, at man efter domsafsigelsen kan benytte en særlig undtagelse i loven til at sikre, at de dømte ikke reelt bliver dømt.

- Man har, når retssagen er ovre, mulighed for at suspendere dommen på ubestemt tid. Dermed kan alle redde ansigt, og så kommer der reelt ikke nogen dom. Det er en mulighed, som især forsvaret håber på.

Sagen kort

  • I november 2014 blev der lækket 343 hemmelige skatteaftaler mellem multinationale virksomheder og Luxemborg.

  • Blandt de virksomheder, der havde aftaler med Luxemborg, var blandt andet Ikea, Pepsi, Amazon og Deutsche Bank.

  • Aftalerne går groft sagt ud på, at virksomheder kanaliserer deres overskud til Luxemborg, og dermed slipper for at betale skat i de lande, hvor de har tjent pengene.

  • I Luxemborg betaler virksomheder helt ned til en procent i skat.

  • Bag afsløringen står ICIJ, der er en sammenslutning af undersøgende journalister fra hele verden, blandt andet journalister fra DR Dokumentar.

Facebook
Twitter