DR i Nordkorea: Befolkningen har især ét håb for onsdagens topmøde

Statskontrollerede medier har først nu oplyst nordkoreanerne om topmøde med Trump.

I den kommende uge skal den amerikanske præsident Donald Trump og Nordkoreas leder Kim Jong-un for anden gang mødes til et særligt topmøde mellem de to ledere.

Og i Nordkorea er håbet for mødet klart, siger DR's korrespondent i Asien, Philip Khokhar, der lige nu befinder sig i det lukkede land.

- Befolkningen her håber, at topmødet kan sætte gang i en proces, der kan føre til lempelser af de hårde sanktioner mod Nordkorea, som i den grad præger landets økonomi.

- Nordkoreanerne har først i dag fået oplyst, at topmødet finder sted af landets statskontrollerede medier, siger Philip Khokhar.

Philip Khokhar har fået tilladelse til at rapportere fra Nordkorea af landets statslige tv og udenrigsministerium.

- Det er en ganske særlig øvelse at lave journalistik fra Nordkorea, lad os bare sige det sådan. Det er nogle helt andre præmisser her, end jeg plejer at befinde mig i, siger Philip Khokhar.

Første møde resulterede i løfte

Topmødet skal afholdes i Vietnams hovedstad Hanoi på onsdag og løber over to dage.

Det første møde mellem Trump og Kim Jong-un fandt sted sidste sommer i Singapore.

Mødet resulterede i et løfte fra Kim Jong-un om, at han vil arbejde i retning mod en fuldstændig atomafrustning på den koreanske halvø.

Det er ikke blevet specificeret, hvordan og hvornår det vil ske.

Der har imidlertid ikke været mange meldinger om konkrete fremskridt siden da.

Amerikanske efterretningskilder udtrykker tvivl om, hvorvidt Kim Jong-un nogensinde vil opgive sine atomvåben.

Nordkorea er underlagt skrappe sanktioner vedtaget i FN's Sikkerhedsråd på grund af sit arsenal af atomvåben.

Efter første topmøde udsendte Trump og Kim Jong-un en fælles udtagelse, hvori de begge forpligtede sig på at forbedre forholdet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk