I øjeblikket befinder tusinder af migranter sig i de kolde skovområder mellem Hviderusland og Polen.
Mange af dem kommer fra Mellemøsten og har taget turen til Hviderusland, som også kaldes Belarus, i håb om at komme ind i EU via Polen. Mellem dem og deres drøm står kilometervis af grænsehegn og 15.000 polske soldater.
Langt de fleste migranter er lige nu fastlåst på den hviderussiske side af grænsen, men det lykkes af og til for små grupperinger at slippe gennem afspærringerne og ind i Polen.
Det gælder blandt andet en familie, som DR's udsendte korrespondent, Kristian Almblad, har mødt i det polske grænseland.
Familien har i flere uger gemt sig i de polske skove langs grænsen til Hviderusland. Det gælder blandt andet flere børn - herunder en fire måneder gammel baby:
Familien fortæller DR, at de kommer fra Dahuk i det nordlige Irak. Herfra er de kørt til Istanbul i Tyrkiet og fløjet videre til den hviderussiske hovedstad, Minsk. Derfra har de bevæget sig mod grænsen til Polen.
De polske aktivister, som DR følger ude i skoven, opfordrer familien til at søge asyl i Polen, men familien er bange for at blive sendt tilbage over grænsen til Hviderusland.
Efterfølgende beslutter de sig dog for at søge asyl, og aktivisterne tilkalder de polske myndigheder, så familien kan komme ud af kulden.
Polen og EU har den seneste tid rettet skarpe anklager mod Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, som de beskylder for at hente migranter ind i landet fra blandt andet Irak for at sende dem ind i EU.
Ifølge Europa-Kommissionen sker det i et forsøg på destabilisere den europæiske union som hævn for de sanktioner, man har indført mod styret i Minsk.
- Det er en farlig fælde, når folk bliver lokket til Hviderusland af regimet i Minsk for så at blive skubbet videre mod EU's grænser. Folk bliver sat i en yderst farlig situation, og det skal vi have sat en stopper for, lød det i går fra Dana Spinant, der er talsperson for EU-Kommissionen.
Også Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, har kaldt billederne fra grænsen for "rædselsfulde" og anklaget den hviderussiske præsident for at være skruppelløs.
De anklager afviser præsident Lukasjenko, som kalder sit lands åbenhed overfor migranter for tegn på, at Hviderusland er et "gæstfrit land".
EU har flere gange beskyldt Lukasjenko for at føre "hybridkrig" mod unionen, men i et interview i går beskyldte præsidenten EU for at gøre netop dette.
- I har indført sanktioner mod mig, mod Belarus. I har indledt en hybridkrig mod Belarus. Se på medierne, økonomien, politikken og nu også den militære sikkerhed. Og så vil I slyngler, I galninge have mig til at forsvare jer mod migranter?, lød det i går fra Lukasjenko.