DR-journalist har været indespærret i 57 dage i Shanghai: ’Det har været et mentalt og fysisk maraton’

Shanghai forsøger at gen-åbne efter måneders covid-nedlukning, men det bliver et langt sejt træk, og byen vil være forandret for altid.

Selvom den flere måneder lange lockdown for Shanghais indbyggere så småt bliver løftet, så er der stadig få mennesker på gade, fortæller DR's journalist i Shanghai Philip Roin. (Foto: ALY SONG © Ritzau Scanpix)

Engang i midten af april gik det op for mig, at der var en forståelseskløft mellem Kina og Danmark, når det kom til ordet "lockdown".

Jeg har boet i Kina de sidste tre år, og har aldrig oplevet en dansk lockdown. Jeg har hørt om hjemmebag, fællessang, toiletpapirskrig og ensrettede gåture rundt om søerne i København, den danske lockdown.

Under Shanghais lockdown har vi været forment udgang fra vores hjem. Nede ved min port sidder der en mand i hvid beskyttelsesdragt fra top til tå, der kun kan svare nej på spørgsmål. Der har han siddet i næsten to måneder og beskyttet os beboere mod coronavirussen, der har floreret rundt i byen.

Se klippet herunder, hvor Philip Roin for første gang bevæger sig ud i Shanghai efter 57 dages isolation.

Nu er den væk.

Shanghai har registreret nul bekræftede tilfælde ude i samfundet i løbet af de sidste tre dage, så på dag 57 trådte manden i hvidt til side og kiggede skeptisk på mig, mens jeg træk ud i byen på min cykel.

Den ulidelige kedsomhed

Følelsen af at mærke friheden igen er ikke ulig Tim Robbins 'En Verden Udenfor', hvor han efter at have kravlet gennem 450 meters kloakslam får lov at mærke regnvandet på sit ansigt.

Mit kloakslam har været den ulidelige kedsomhed, der følger med det at sidde indespærret alene på 40 kvadratmeter i to måneder med en daglig rutine, der består i at bevæge sig fra sengen til køkkenet, til skrivebordet, til sofaen for derefter at falde i søvn til endnu en spaghettiwestern.

Film fra dette årtusinde har været for hurtige til det tempo, min hjerne har kørt i. Det har været et mentalt og fysisk maraton, hvor jeg aldrig forlod startlinjen.

Isolation er en form for tortur, som en psykolog mindede mig om for nyligt. Hvis du er isolationsfange, får du en times motion om dagen. Så heldige har vi ikke været i Shanghai.

En mand sidder på hug på en normalvis travl shoppinggade i Shanghai. Fotoet er taget den 26. maj. (Foto: ALY SONG © Ritzau Scanpix)

Forskning viser, at fanger i isolation begår selvskade tre gange så hyppigt som ordinære fængselsfanger, og de har 33 gange højere sandsynlighed for at begå selvmord.

I Shanghai har millioner af mennesker siddet alene og indespærret i to måneder. 26 millioner har været spærret inde alt i alt. Nogle i op til 80 dage. Vi ved ikke, hvor mange der er døde som følge af Shanghais lockdown, og givet møjsommeligheden hvormed historier om selvmord er blevet censureret af de kinesiske myndigheder, får vi det nok heller aldrig at vide.

Vores lille traumatiske hemmelighed

Shanghai er stadig tom. Det føles som at cykle gennem byen i solopgang, efter sidste beværtning er lukket. Folk er få, men de, der er ude, er ude i både krop og sjæl.

Bag maskerne smiler folk til hinanden på den der indforståede måde, hvor man har været igennem noget sammen. Men i stedet for, at det noget er en øl for mange på den sidste beværtning, er det et traume af komplet frihedsberøvelse i månedsvis.

Det et ikke fordi, sådan en hård lockdown er ny til Kina.

Wuhan var lukket ned i 76 dage i 2020. Det var dengang, vi talte om en ukendt virus med høj dødeligehed, og den eneste behandling var at lægge folk i respiratorer, som der ikke var nok af i Wuhan.

Se klippet herunder, hvor Philip Roin fortæller om, at ingen rigtig ved, hvad man må og ikke må på gaden i Shanghai.

Men det er mere end to år siden. I hvad der virker som en fjern fortid uden adgang til vacciner og forskellige behandlingsformer mod en mild, men smitsom udgave af virussen.

Min ven i den anden ende af byen har siddet indespærret i 81 dage. Virussens virkelighed har ændret sig, myndighedernes strategi har stået stille.

Den indforståethed vores maskerede smil gemmer, er en forståelse af, at vi har været igennem det her sammen.

Genåbning, men ikke helt alligevel

Shanghais lockdown kommer ikke til at blive afsluttet med en fest på en bestemt dato på et bestemt klokkeslæt. Det bliver en langtrukken tovtrækning mellem bureaukrater og borgere de næste uger og måneder.

De borgere, der har fået lov at komme ud, står rundt omkring i små cirkler på fortove og i parker, mens de deler en flaske vin eller en bid mad i det første fællesskab i to måneder.

På en nabogade fortæller en beboer mig, at han har fået lov at komme ud, fordi naboerne forenede sig i protest mod vagternes forskelsbehandling af beboernes udgang. De satte hans frihed over deres egen sikkerhed.

Kinesere, der har fået udgangstilladelse på to-tre timer, ses her nyde friheden i Jing'an-distriktet i Shanghai. (Foto: Hector retamal © Ritzau Scanpix)

Alle butikker og beværtninger er lukkede. På dørene er der opsat klistermærker, der bekendtgør, at foretagendet er covid-lukket. Der er en startdato, men ingen slutdato.

En restaurantejer fortalte mig, at han havde købt lockdown-forsikring til alle sine ansatte, men fordi regeringen har valgt at bruge et andet ord for lockdown i deres officielle udmeldelser, har han ikke kunnet få den udbetalt. Medarbejderne er blevet sat på halv løn.

I april måned blev der ikke solgt en eneste bil i Shanghai. Udover et par ambulancer, cyklister og nogle bude er gaderne tomme. Jeg kan cykle midt ude på en sekssporet hovedvej, og jeg kan høre fuglene kvidre og vinden rasle i bladene.

Normalt er Shanghai et inferno af trafik og dytten, og den pludselige stilhed bærer med sig et snert af magi.

Udlændinge siger farvel

Men for mange udlændinge har Shanghai mistet sin magi. Selvom udlændinge i byen udgør under en promille af befolkningen, blev Shanghai betragtet som Kinas kosmopol.

I en dansk vennegruppe af otte, har fem allerede forladt landet, de to sidste følger efter i den kommende tid, og det er ikke alle, der vender tilbage.

Mine kinesiske venner med muligheder og midler taler om at emigrere til Canada eller Australien. Det er for usikkert at bo i et land, hvor man kan blive frihedsberøvet i to måneder uden at kunne gøre indsigelser.

Shanghai er blevet beskrevet som en bounce-back-by. Kolonialister, nationalister og kommunister har alle forsøgt at knægte byen til deres krav. Hver gang har den og dens indbyggere rejst sig igen i en ny udgave. Vi, der bor her, venter og håber nu på det bounce.

I en mørk park tilbringer jeg de sidste timer af min første dag i frihed med et par venner, papkrus og en flaske whisky. Klokken lidt over ti ruller politiet op og forklarer pædagogisk, at pandemien altså ikke er ovre, og vi skal se at komme hjem. Måske vil det hele være bedre i næste uge, foreslår politimanden.