DR-korrespondent i Italien: Kan man tømme et ocean med en teske?

Italien kæmper med flygtninge, der bruger landet som transitland - og vender tilbage.

Parken ved togstationen i den norditalienske by Como har i ugevis været lukket

Den italienske politimand er ved at have hidset sig godt og grundigt op:

- Det er fandme som at forsøge på at tømme et OCEAN med en TESKE!

Grunden til, at han er så hidsig, ligger, står og slentrer rundt lige foran os i eftermiddagsheden på denne lummervarme augustdag.

Omkring 500 mennesker - de fleste unge mænd - og næsten udelukkende afrikanere, fra lande som Etiopien, Sudan, Eritrea og Nigeria, som nu i flere uger har omdannet parken ved togstationen San Giovanni i den italienske by Como til en udendørs ventesal:

Hver dag kommer der flere til. De vil nordpå, og i denne del af Italien betyder det til Schweiz – og derfra videre til det Tyskland, de fleste drømmer om.

Flygtninge rejser tur/retur

Men Schweiz - blot syv kilometer fra parken - er lukket land. Hver gang schweizisk politi stopper en udlænding uden papirer - og det sker hver eneste dag – afleverer de den menneskelige fangst tilbage til deres italienske kolleger. I øjeblikket bliver mere end 100 mennesker sendt tilbage over grænsen hver dag.

Og nu kommer vi til den egentlige grund til, at den italienske politimand er så hidsig:

To gange om ugen kører han og hans kolleger busfulde af migranter 1.000 kilometer sydpå til kystbyen Taranto i Puglia. De samme mennesker, som er gået i land i Syditalien, er rejst nordpå for at komme videre, og de bliver nu sendt tilbage – simpelthen fordi situationen i de nordlige grænsebyer i Italien risikerer at komme ud af kontrol, hvis der kommer for mange migranter.

Se Anna Gaarslev vise rundt i den uofficielle lejr i Como:

- Det er en sindssyg trafik. Vi ved, at ugen efter er de tilbage igen. Hvis ikke her, så ved en anden af vores grænser. Vi bruger så mange penge til ingen verdens nytte ved at forsøge på at sprede dem ud over landet, siger politimanden og fortsætter:

- Vi drysser dem her og der, hvor vi kan støve noget op de kan bo i. Men det løser overhovedet ikke noget som helst, og det afslører, at Italien ikke har noget der minder om en strategi, der skal løse det her. Jeg føler mig som en idiot, når jeg sidder i den bus.

Asylansøgninger seksdoblet

Og det kan være svært at få øje på, hvilken langsigtet strategi, der ligger bag Italiens modtagelse af flygtninge og migranter. Hjulpet af andre lande gør Italien en stor indsats for at redde mennesker fra at drukne i Middelhavet. Og i modsætning til tidligere, så registrerer Italien faktisk de mennesker, der går i land

Men: Italien har ikke et system, der kan håndtere den mængde af mennesker, der kommer i øjeblikket. Man har i vid udstrækning været vant til at være transitland for mennesker – på vej væk. Og nu er antallet af asylansøgninger mere end seksdoblet i år i forhold til hele 2015 - en stigning, der nok er godt hjulpet på vej af lukkede grænser op gennem Europa.

Migranterne fortsætter med at gå i land – og de kommer ikke videre. Hver morgen vågner italienerne op og kan konstatere, at i dag er vi flere mennesker, end vi var i går.

Italienerne spørger sig selv og hinanden: Hvor er resten af Europa i denne sag? Hvad skete der med den højt besungne omfordeling af asylansøgere i Europa?

Indtil videre er det ikke engang lykkedes at sende 4.000 asylansøgere videre fra Italien og Grækenland. Og nu hvor næsten alle der går i land i Italien er afrikanere – som har sværere ved at få asyl end f.eks syrere – så er det mere end svært at høre svaret fra nord, når der bliver råbt på hjælp i syd.

Disse mennesker er kommet til Europa. Men lige nu er de kun Italiens problem.

Derfor står der en vrissen Italiensk politimand i Como. Han har det som om hans egne politikere og resten af Europa har stukket ham en teske i hånden og beordret ham til at tømme oceanet.

Det bliver han nok ikke færdig med lige foreløbig.

Facebook
Twitter