DR-korrespondent om likvidering af iransk topforsker: 'Det er et stort nederlag for Iran'

Iran har varslet et modsvar over for de skyldige bag angrebet. Flere ministre har Israel under mistanke.

I nærheden af den iranske hovedstad blev Mohsen Fakhrizadeh, der var en af de vigtigste personer i Irans atomprogram, likvideret. Først blev hans bil ramt af en bombe, og sidenhen blev han skudt af flere gerningsmænd. Han døde på hospitalet. (Foto: Wana News Agency © Scanpix)

En likvidering af en iransk atomvidenskabsmand har vakt stor vrede i Iran.

Forskeren og lederen af Irans atomprogram, Mohsen Fakhrizadeh, døde i dag på et hospital efter at være udsat for et bombeangreb i sin bil udenfor den iranske hovedstad, Teheran. Herefter blev han skudt af flere gerningsmænd. Sidenhen døde han af sine sår på hospitalet.

Den 63-årige videnskabsmand Mohsen Fakhrizadeh var en af de mest fremtrædende atomforskere i landet. (Foto: - © Scanpix)

Tre eller fire af gerningsmændene døde ifølge nyhedsbureauet Fars under en efterfølgende skudveksling med Fakhrizadehs livvagter.

Der er ingen, der har taget skylden for angrebet, men Irans udenrigsminister, Javad Zarif, mener dog, at der er 'seriøse indikationer på, at Israel spiller en rolle'.

Også Hossein Deghan, der er kommandør og militær rådgiver for Irans øverste leder, Ayatollah Ali Kamenei, giver israelerne skylden.

- I den sidste tid af deres politiske liv forsøger deres allierede og zionisterne (USA og Israel, red.) at intensivere presset på Iran og skabe en åben krig, skriver han på Twitter.

Iran har udråbt Fakhrizadeh som martyr og har varslet et modsvar, hvor de 'vil slå ned som lynet' på de skyldige.

Ikke en mand Iran vil miste

Uden at vi kan sige, hvem der stod bag angrebet, er det måske ikke så mærkeligt, at mistanken i første omgang bliver rettet mod Israel.

Det forklarer DR's korrespondent i Mellemøsten Michael S. Lund:

- Israel ser Irans atomprogram som en trussel mod Israels sikkerhed. Det er ikke mere end to år siden, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, holdt et foredrag, hvor han netop udpegede Mohsen Fakhrizadeh som en personlig og stor trussel mod Israel.

Det er ikke første gang, at Israel bliver beskyldt for den slags. Tilbage i 10'erne var der en række af likvideringer af iranske atomvidenskabsmænd i Iran. Flere mener, at det var Israel, der stod bag.

Der er også en god forklaring på, hvorfor Mohsen Fakhrizadehs død vækker så stor vrede i Iran - og hvorfor han var et mål.

Michael S. Lund forklarer, at han er mistænkt af mange for at have stået bag et hemmeligt atomvåbenprogram tilbage i 00'erne, og at han derfor ikke er en mand, som iranerne har lyst til at miste.

- I første omgang er det et stort nederlag for Iran. Det er ikke Hr. Hvem-som-helst. Han var nok den vigtigste mand inden for Irans atomprogram. Spørgsmålet er så, hvad der nu vil ske.

IRANS ATOMPROGRAM

  • I mange år har Irans atomprogram været genstand for debat i det internationale samfund. I 2015 indgik Iran en aftale med blandt andet EU og USA om en neddrosling af det iranske atomprogram.

  • Aftalen betød, at Iran skulle afvikle sit atomprogram i bytte for, at omverdenen løftede de omfattende sanktioner, der var mod landet.

  • Som følge af aftalen skulle Iran blandt andet reducere antallet af aktive centrifuger, der kan berige uran, fra 19.000 til 6.104. Iran skulle også reducere sine lagre af beriget uran fra 10.000 kilo til 300 kilo.

  • Iran forpligtede sig samtidig til at lade FN foretage inspektioner af de iranske atomanlæg, herunder også militære atomanlæg, med 24 dages varsel.

  • Iran har dog i længere tid overtrådt de grænser for uranberigelse, der er fastsat i aftalen.

  • Det er en reaktion på, at USA's præsident, Donald Trump, trak USA ud af aftalen i maj 2018. Han mente, at aftalen var for blødsøden overfor Iran.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter