DR-korrespondent: Sydkoreas præsident forsøger desperat at redde stumperne

Sydkorea prøver at redde mødet mellem Trump og Kim Jong-un, siger Philip Khokhar.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in offentliggør først mødets detaljer i morgen. (Foto: handout © Scanpix)

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har i dag holdt møde med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in.

Temaet for dagens møde var det mulige kommende topmøde mellem Kim Jong-un og USA's præsident, Donald Trump. Et topmøde, der var planlagt til at finde sted den 12. juni i Singapore, men som blev aflyst af Trump i torsdags med henvisning til Nordkoreas fjendtlighed.

Efterfølgende har USA's præsident dog flere gange antydet, at topmødet måske alligevel kan blive til noget.

I et håb om at få mødet til at blive en realitet, blev dagens seance mellem de to koreanske præsidenter en realitet, siger DR's Asien-korrespondent Philip Khokhar.

- Det her er sydkoreanernes forsøg på at redde det topmøde.

- Nordkorea har vist, at de stadig er interesseret i at mødes med USA, og så forsøger Sydkoreas præsident desperat at redde stumperne af det, der måske kan blive til noget, siger Philip Khokhar.

Der var demonstranter foran den amerikanske ambassade i Seoul efter det aflyste møde. (Foto: ED JONES © Scanpix)

Trump skal briefes først

Præsident Moon Jae-in vil i morgen orientere om, hvad der kom ud af mødet med Kim Jong-un.

Men inden da er den sydkoreanske præsident nødt til at vende mødet med Donald Trump.

- Sydkorea skal først briefe Donald Trump og sikre sig at USA er tilfreds, før man offentliggør, hvad man er blevet enige om, siger Philip Khokhar.

Det to timer lange møde blev holdt i en landsby, som ligger i den demilitariserede zone mellem de to Nord- og Sydkorea. Kim og Moon mødtes samme sted til et topmøde i april.

Da Donald Trump forleden meddelte, at USA trak sig fra mødet, understregede han, at landet mere end nogensinde før er forberedt med et militært modsvar, hvis Nordkorea skulle finde på at handle "tåbeligt" og "dumdristigt".