DR-korrespondent tager os med helt tæt på: Kom med ned i en russisk skyttegrav

Korrespondent Søren Bendixen har besøgt en ukrainsk landsby, som russerne nu har forladt.

Russiske soldater måtte flygte fra området, da de ukrainske styrker rykkede frem, men invasionen har sat tydelige spor. Søren Bendixen viser os hvordan. (Foto: © Lau Svensson © DR)

En ukrainsk forbindelsesofficer beder os om at stoppe bilen.

- Her er noget godt, I kan filme, siger hun.

På den ene side af vejen ligger en russisk kampvogn, der har fået en fuldtræffer så voldsom, at tårnet ligger ved siden af de forbrændte rester.

På den anden side af vejen gemt lidt væk mellem træerne er der en russisk skyttegrav og endnu en kampvogn.

- I kan godt gå derind, den er sikret.

Det her er noget, ukrainerne meget gerne viser frem.

En ydmygelse af de russiske soldater, der i stor hast måtte flygte, da ukrainerne rykkede frem.

Nu finder vi russiske kampstøvler, feltrationer og et billede af jomfru Maria.

Ja, der hænger tilmed stadig et par underbukser på en tørresnor.

Lige bag skyttegraven holder endnu en smadret kampvogn, den nåede heller ikke væk, da ukrainerne i starten af oktober generobrede området her.

Se skyttegraven i videoen her:

Med både pisk og gulerod blev indbyggerne 'russificerede'

Vi befinder os i landsbyen Khreschenivka i Kherson-regionen.

I krigens første dage blev den invaderet af russerne. De fleste indbyggere flygtede, og lige nu er her kun 42 beboere.

En af dem er Oleg Mazuryk. Han tager storsmilende imod, da vi møder op ved havelågen. Hans hus er et af få, der er sluppet for store skader under de voldsomme kampe.

Oleg Mazuryk bor i et område, der i syv måneder var besat af russerne. (Foto: © Lau Svensson © DR)

- Det må have været guds vilje, siger han. Han græder, da han skal fortælle, hvordan han havde det, da den ukrainske hær rykkede forbi hans hus.

- Jeg har ventet på dem så længe, vi krammede hinanden og græd, jeg mistede aldrig håbet.

I syv måneder var området besat af russerne. Der med både pisk og gulerod forsøgte at russificere indbyggerne.

Hvis de afleverede deres ukrainske dokumenter, ville de blive belønnet med kontanter, og da Oleg Mazuryk nægtede, fik han en hætte over hovedet og blev kørt til den lokale landsbyskole, der i mellemtiden var blevet til russisk hovedkvarter.

- Vi blev ikke slået eller afhørt, vi blev sat på en stol og holdt i to timer, og så frigav de os. Min far fortalte, at de ville tage os med ud for at blive skudt, men jeg sagde nej, de vil lade os gå.

De lod dem gå, men i mellemtiden var huset blevet gennemrodet og plyndret, fortæller han.

Time efter time i beskyttelsesrum

Lige bag hans hus ligger resterne af endnu en russisk skyttegrav, den skal vi ikke besøge, for området er ikke ryddet for ueksploderet ammunition og miner.

Når man kigger på de andre huse i landsbyen og ser, hvor medtagede de er af krigen, så er det utroligt, at huset her ikke er blevet bombet.

Det ligger lige i skudlinjen, hvis man ville ramme russerne i skyttegraven.

- Jeg plantede køkkenhaven og hjalp med husholdningen og høstede, hvad vi kunne. Sådan var det. Når vi ikke blev beskudt, fortsatte vi med at arbejde, når der blev skudt, løb vi væk, siger Oleg Mazuryk.

Mange huse er helt udbombede og her er stadig ingen elektricitet, det har man ikke haft siden krigens start.

Oleg Mazuryk har brugt en generator og bilens motor til at oplade telefoner. En mobiltelefon brugt som lampe. Ikke mindst til de mange timer, der er tilbragt i beskyttelsesrum, familiens viktualiekælder.

Her kan den kælder, hvor Oleg Mazuryk har gemt sig, når bobmerne faldt.

Den russiske invasion er nu på vej ind i sin ottende måned, og ukrainerne presser hårdt på i den sydlige del af landet.

Landsbyen Khreschenivka er en af 16 små landsbyer i området omkring Kherson, som ukrainerne har haft held med at befri de seneste uger.

Oleg Mazuryk er indlysende lykkelig over, at kampene er forbi i hans lille landsby.

Han mener, at russerne lige nu er omkring 30 kilometer væk, men han vil også gerne være fri for de bomber, der stadig flyver over området.

I takt med ukrainernes succes ved fronten har russerne nemlig intensiveret sine angreb med langtrækkende kamikazedroner og missiler, som også flyver her forbi.

Se billeder fra landsbyen her:

  • I krigens første dage blev landsbyen Khreschenivka invaderet af russerne. (Foto: © Lau Svensson © DR)
  • Her er en skyttegrav. (Foto: © Lau Svensson © DR)
  • Her er en efterladt russisk feltration. (Foto: © Lau Svensson © DR)
  • De russiske soldater måtte flygte, da ukrainerne rykkede frem. (Foto: © Lau Svensson © DR)
  • Kampvogne er noget af det, der er tilbage i landsbyen. (Foto: © Lau Svensson © DR)
1 / 5