DR og TV2 efter svensk debat: Det ville ikke ske hos os

I Sverige har tv-kanal taget afstand fra politikers udtalelse. Hverken DR og TV2 ville gøre det samme.

Jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterna sagde under en tv-debat fredag om indvandrere, at de ikke "passer ind i Sverige". (Foto: © TT News Agency, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Efter afslutningsdebatten på svenske SVT i aftes tog tv-vært Martina Nord afstand fra Sverigedemokraternes Jimmie Åkessons udtalelser og kaldte dem groft generaliserende.

Han sagde, at indvandrere ikke kan få job, fordi de ikke passer ind i Sverige.

En sådan afstandtagen fra en politikers udtalelse ville aldrig komme fra DR, siger nyhedschef Thomas Falbe.

- DR er ikke et medie, som har holdninger til udsagn eller politiske meninger. Derfor er politikernes udsagn et spørgsmål mellem de øvrige politikere og vælgerne. Det er ikke noget, som DR's studieværter skal fælde dom over.

Han siger også, at svensk tv er underlagt den svenske tv- og radiolovs demokratiparagraf, så der er ikke samme regler som i Danmark.

Thomas Falbe mener, at det ikke er tv-stationens rolle at tage afstand, men tv-værten må under live-interviews sikre en nuanceret debat.

- At gå ind og bedømme, fælde dom og lægge afstand efterfølgende er en holdningstilkendegivelse, siger han.

Heller ikke hos TV2 ville man tage afstand fra en politikers udtalelse, fortæller nyhedsdirektør Mikkel Hertz.

- For en public service-station er det højst usædvanligt. Jeg synes ikke, at det er en debat-værts opgave at forholde sig til de synspunkter, der kommer frem, ud fra et holdningsmæssigt synspunkt, siger han.

/ritzau/