DR på Kos: Her lugter af sved og menneskelig frustration

Tusindvis af flygtninge er strandet på den græske ferieø, hvor myndighederne ikke kan følge med presset fra den voldsomme flygtningestrøm.

  • På Kos har myndighederne opdelt de mange flygtninge i en A- og en B-kategori. Syriske flygtninge kommer i A-kategorien og får deres ansøgning behandlet først. Resten må vente endnu længere. (Foto: ANGELOS TZORTZINIS © Scanpix)
  • Syriske flygtninge ankommer til den græske ø Kos efter at have krydset havet mellem Tyrkiet og Grækenland. (Foto: ANGELOS TZORTZINIS © Scanpix)
  • De græske myndigheder har sendt ekstra politi til den græske ø for at håndtere de mange flygtninge. En far bærer sin datter i land. (Foto: ANGELOS TZORTZINIS © Scanpix)
  • Samtidig har man sendt et krydstogtskib til området. Det skal agere flygtningelejr og registreringskontor for de mange tusinde flygtninge. (Foto: ANGELOS TZORTZINIS © Scanpix)
1 / 4

Tænk på Kos.

Strålende sol, varm, støvet jord mellem tæerne, lyden af fårekyllinger, der spiller i det tørre græs. Frustrerede stemmer. Barnegråd. Mangel på vand, mad, tag over hovedet.

Den græske ø er blevet den seneste af landets feriedestinationer, der er ved at bukke under for presset fra den internationale flygtningestrøm. I juli måned ankom 7.000 flygtninge til øen – dobbelt så mange, som måneden forinden.

- Det er en meget, meget dårlig situation, fortæller DR’s Anna Gaarslev fra Kos.

Presset er overvældende

Myndighederne har nemlig ikke kapacitet til at håndtere de mange tusinde nødstedte. Flygtningene, hvoraf langt de fleste kommer fra Syrien, må derfor vente i helt op til 14 dage på at blive registreret på øen, hvor der hverken er husly, mad eller vand nok til alle.

- Her lugter af sved og menneskelig frustration, og man kan mærke det overalt, hvor man bevæger sig på øen. De her mennesker, de er utålmodige, de er frustrerede, de har rejst langt for at komme videre, og nu venter de her i dagevis for at komme videre.

- Dem, vi har talt med har ventet fem, ti, fjorten dage på at blive registreret, fortæller hun.

Myndighederne opruster

I denne uge blev situationen så grel, at det kom til voldsomme sammenstød mellem politi og flygtninge. Efterfølgende blev flere tusinde flygtninge spærret inde på et stadion i op mod halvandet døgn.

Selvom situationen stadig er anspændt, er der dog ikke noget tilsvarende under opsejling netop nu, fortæller Anna Gaarslev.

De græske myndigheder har sendt et krydstogtskib til øen i forsøget på at aflaste de lokale myndigheder, og græsk politi er samtidig i gang med at opruste på øen for bedre at håndtere processen med de mange flygtninge.

Venter på papiret

Foran politistationen på Kos blandes de vante lyde og dufte fra det græske ferieparadis med lyden og lugten fra hundredvis af mænd, kvinder og børn.

Alle venter de på det hvide papir, der tilkendegiver, at de er registreret som flygtninge i Europa, og at de kan fortsætte rejsen nordpå.

- De kan ikke forlade øen uden dette stykke papir. Det papir er det eneste, de vil have herfra. Der er ikke én, der ønsker at blive her, de vil alle sammen nordpå, fortæller Anna Gaarslev fra den græske ferieø.