DR på Krim: Borgerne trækker i uniform med en flaske vodka i lommen

Man kan frygte, at den russiske del af Krims befolkning kolliderer med den ukrainskorienterede, lyder det fra DR's korrespondent på Krim.

Russiske soldater og borgere fra den nederste del af samfundet i Simferopol på halvøen Krim går rundt i gaderne i uniform. (© Scanpix)

På den ukrainske halvø Krim har natten forløbet roligt. Men det kan være en stakket frist. For ikke nok med, at flere tusind russiske soldater har taget kontrollen med militærbaser, lufthavne og politiske bygninger, er lokalbefolkningen også begyndt at gøre sig kampklar.

Både den russiske befolkning på Krim og den ukrainskvenlige del er nemlig begyndt at danne såkaldte selvforsvarsgrupper, lyder det fra DR's korrespondent på halvøen, Thomas Ubbesen.

- Det er samfundets nederste lag af den russiskvenlige befolkning, der trækker i camouflageuniformer med en flaske vodka i baglommen. Og de er meget aggressive, siger Thomas Ubbesen, der befinder sig i byen Simferopol.

Den anden gruppe frygter for sit liv

Her omringede russiske soldater lørdag selvstyreparlamentet, og på taget hejste de det russiske flag - ved siden af Krims eget flag. Gruppen af russiskvenlige borgere, der trækker i soldateruniformen, slutter sig til de russiske soldater, forklarer Thomas Ubbesen.

Det russiske flag er nu hejst på parlamentsbygningen i Simferopol, Krim. (© Scanpix)

- Og de kan komme i konflikt med den anden halvdel af befolkningen, nemlig de ukrainskorienterede, fortæller Thomas Ubbesen og forklarer, at den gruppe også er ved at danne selvforsvarsgrupper.

- I den gruppe frygter de for deres liv. For de er blevet en minoritet i deres eget område, siger han.

Mere ballade

Det er den russiskvenlige gruppe på Krim, der er den største. Cirka 60 procent af Krims befolkning har russiske rødder, mens den anden halvdel af befolkningen består af både ukrainere og krimtatarere.

- Hvis de to grupper kolliderer, så har vi også balladen fra den kant, fortæller Thomas Ubbesen.

I løbet af lørdagen opfordrede flere af EU's udenrigsministre den russiske præsident Vladimir Putin til at nedtrappe konflikten på Krim.

Obama advarede Putin

Og flere af dem udtrykte stor bekymring for det, der sker på halvøen. Også den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde lørdag aften til Putin, at Rusland har forbrudt sig mod international ret i forbindelse med situationen i det uroplagede Ukraine.

Og den telefonsamtale er vand på den russiskvenlige befolknings mølle, fortæller Thomas Ubbesen.

- Det passer meget godt på det billede, den russiske befolkning her har af USA og EU. De mener, at det er vesten, der har plantet oprøret i Kijev for at få landet ødelagt, siger Thomas Ubbesen.

Facebook
Twitter