DR til COP21: Vindmøllerne og køleskabene kæmper allerede klimakampen

Vi er blevet langt bedre til at udnytte energien i de seneste 25 år, viser beregninger fra DI.

Én vindmølle kan i dag producere strøm til 3.728 husstande. I 1981 kunne den producere strøm til blot 30 husstande. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

I 25 år har verdens lande prøvet at finde ud af, hvordan de kan få sat en stopper for den globale opvarmning.

Men selvom der endnu ikke er kommet nogen klimaaftale ud af de noget langstrakte forhandlinger, betyder det ikke, at vi sviner lige så meget som dengang.

Det viser nye beregninger fra Dansk Industri (DI).

- Den teknologiske udvikling hjælper allerede på klimaudvikling. Vi har haft stort fokus på at bruge mindre energi og gøre energien mere effektiv, siger direktør Tine Roed.

FNs klimakonference

Sidste år blev verdens lande enige om den internationale klimaaftale, der skal bremse den globale opvarmning. Nu mødes landene i Marokko for at finde ud af, hvordan man undgår, at verdens temperatur stiger med mere end to grader inden år 2100.

Se Tema

Hvor én vindmølle kunne producere strøm til 30 husstande i 1981, kan den i dag give strøm til hele 3.738 husstande.

Derudover bruger ni Grundfos-pumper i dag sammen mængde strøm, som én pumpe gjorde i 1975.

Og hvor køleskabene i gennemsnit brugte 550 kWh i 1990, er det tal i dag faldet til 240 kWh.

Selvom teknologien allerede er godt med, er det ifølge Tine Roed helt afgørende, at verdens lande bliver enige om en klimaaftale under de igangværende klimaforhandlinger i Paris.

- Bare det, at der har været så meget fokus på klimaforandringerne, har betydet, at interessen for at investere i grøn omstilling også er steget. Men vi kan komme endnu længere, hvis vi fastholder det politiske fokus.