DR ved kollapset bro i Genova: Redningsarbejdere tror, de kan høre råb fra ruinerne

Natten igennem har redningsarbejdere kæmpet mod tiden for at finde overlevende efter brokollaps.

Flere hundrede redningsarbejdere har arbejdet igennem natten med at finde overlevende blandt resterne af den motorvejsbro, som i går kollapsede ved den norditalienske by Genova.

Ifølge de italienske myndigheder er det officielle dødstal nu oppe på 31, deriblandt et 10-årigt barn. Der er også 15 kvæstede, 10 af dem alvorligt.

Mindst fire af de overlevende er reddet ud af broruinerne, den seneste tidligt i morges, fortæller DR's korrespondent på stedet, Kim Bildsøe Lassen.

- Man kan se masser af redningsfolk i aktion og kraner, som er kørt ind. Folk står rundt omkring og ryster på hovedet, siger korrespondenten.

- Redningsfolk, som jeg har talt med her til morgen, siger, at de stadig kan høre, hvad de tror er råb dernede fra. Der kan være lommer nede mellem de enorme betonblokke, så man arbejder på livet løs og har gjort det hele natten, siger han.

Langsommeligt arbejde

Ifølge Kim Bildsøe Lassen er 300 redningsarbejdere på stedet, og de arbejder med alt, hvad de har kunnet skaffe af skære- og løftemaskiner og andet tungt udstyr.

Udfordringen er sammenstyrtningsfaren, når de enorme betonelementer fra broens underside skæres i stykker og flyttes.

- Mange af dem, som arbejder her, er trænet i at arbejde i jordskælvsområder, siger korrespondenten.

De forventer, at det kommer til at tage tid, før området er afsøgt for overlevende.

- Problemet er selvfølgelig, at når man rykker ved de her enorme betonklodser, kan andet styrte sammen. Man skal have flyttet brokkerne for at forhindre, at de her lommer, hvor folk kan være i live, falder sammen, siger Kim Bildsøe Lassen.

Et stort stykke af motorvejsbroen, som blev bygget i 1967, kollapsede i går. (Foto: Antonio Calanni © Scanpix)
Facebook
Twitter