DR ved terroristens hjem: Gardinerne er trukket for

DR Nyheder har besøgt den by, hvor en af fredagens terrorister boede i sine sidste år.

På en mennesketom vej ligger det hus, hvor Omar Ismail Mostafi boede. (Foto: Per Bang Thomsen © DR Nyheder)

Gardinerne er trukket godt for i det bleghvide hus.

Og der er helt mennesketomt på de omkringliggende veje i La Madaleine, der er en del af byen Chartres, som ligger godt en times kørsel fra Paris.

Det var i dette toetagers hus, at den 29-årige franskmand Omar Ismail Mostafai, der var en af terroristerne bag fredagens dødelige angreb i den franske hovedstad, tidligere boede. Han flyttede herfra for to år siden, og huset er hans sidst kendte bopæl.

Han voksede op i pariserforstaden Courcourronne, der ligger godt en times kørsel derfra, men boede i løbet af sine sidste år i huset. Hvor lang tid og hvorfor er endnu uvist.

Nu er der er en anden familie, som er flyttet ind. Men den lille, lyserøde plastikrutsjebane i forhaven står uberørt hen, selvom novembersolen varmer godt.

Og der er ingen, som svarer, når man ringer på.

Helt uforståeligt

Alle i byen har hørt, at en af deres tidligere naboer var med til at slå 87 koncertgæster ihjel på spillestedet Bataclan fredag aften. Og det er samme reaktion, man får, når man spørger dem, hvordan de reagerede, da de hørte det.

- Det er helt uforståeligt, siger Maryna Loddo, der arbejder caféen La Chocolaterie et par kilometer der fra.

Chartres er nemlig ikke det, man umiddelbart forbinder med et arnested for radikaliserede muslimer. Det er en både velhavende og velholdt by med godt 40.000 indbyggere, og den enorme gotiske domkirke i byens middelalderkvarter lokker hvert år godt en millioner turister til.

Flere beskriver den som en ret konservativ og katolsk by, hvor der er en del parisere, der har slået sig ned, fordi den er rolig og sikker nok til at stifte familie.

Trods angrebene går livet videre, her ved caféen La Chocolaterie. (Foto: Per Bang Thomsen © DR Nyheder)

Selvom der bor en del muslimer i byen, har der ikke tidligere været problemer eller uro, fortæller Maryna Loddo fra La Chocolaterie.

- De er ligesom alle andre indbyggere. Venlige og imødekommende. Jeg havde aldrig forestillet mig, at nogle af dem skulle være radikaliserede.

Håber på lovændring

Omar Ismail Mostafai var dog i de lokale myndigheders søgelys, fortæller byens borgmester, Jean-Pierre Gorge.

Han havde begået en række småforbrydelser, men havde aldrig været i fængsel. Og ifølge borgmesteren kom han i den lokale Lucé-moske i 2010.

Derudover havde han været i Syrien i vinteren mellem 2013 og 2014.

Og han kom i den franske efterretningstjenestes register over personer, der er potentielt er fare for statens sikkerhed, efter at han for fem år siden begyndte at komme hos en radikal marokkansk imam fra Belgien, der også besøgte ham i Chartres.

Omar Ismail Mostafai kom i Lucé-moskeen, fortæller byens borgmester. (Foto: Per Bang Thomsen © DR Nyheder)

- Det frustrerende var, at vi godt vidst, at han var blevet radikaliseret. Men myndighederne kunne ikke gøre noget, fordi han ikke havde gjort noget, siger Jean-Pierre Gorge.

Jean-Pierre Gorge er borgmester i Chartres. (Foto: Per Bang Thomsen © DR Nyheder)

Ifølge borgmesteren befinder mellem fem og ti af de lokale sig lige nu i Syrien. Han håber nu, at den franske regering ændrer lovgivningen, så man kan gribe ind over for radikaliserede unge, selvom de ikke har gjort noget.

På La Chocolaterie har Maryna Loddo dog et ønske efter fredagens terrorangreb.

- Jeg håber ikke, at man skærer alle muslimer over en kam, siger hun, inden hun begiver sig ud på torvet med et par kopper kaffe.

Facebook
Twitter