Den norske milliardær Tom Hagen udlover en dusør på ti millioner norske kroner - knap syv millioner danske kroner - for oplysninger, der kan føre til, at hustruen Anne-Elisabeth Hagen bliver fundet.
Det skriver norske TV2.
Tom Hagen er sigtet for drab eller medvirken til drab på hustruen Anne-Elisabeth Hagen, som forsvandt fra deres fælles bolig 31. oktober 2018 i Lørenskog, en forstad til Norges hovedstad, Oslo.
- Tom Hagen er bange for, at Anne-Elisabeth Hagen ikke bliver fundet. Det er derfor, vi har besluttet at gøre dette for at finde ud af, hvad der er sket med hende, siger Svein Holden, som er Tom Hagens forsvarer, til tv-kanalen.
Tom Hagen har nægtet at have noget med sin kones forsvinden at gøre. Og hans børn har tidligere givet udtryk for, at de fortsat tror på, at moren er blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd.
- Tom Hagen fastholder, at han ikke har noget med dette at gøre. Og vi mener i dagens situation, at dette er vores bedste mulighed for at fremskaffe yderligere information om, hvem som står bag ugerningen, siger forsvarer Svein Holden til TV2 om dusøren.
Anden mand også sigtet
Norsk politi formoder, at milliardærfruen er blevet dræbt. Tom Hagen blev løsladt fra sin varetægtsfængsling 8. maj. Han er dog stadig sigtet for drab eller medvirken til drab.
Sagen blev længe efterforsket som en bortførelsessag.
Men hovedhypotesen er nu, at Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt.
Ud over Tom Hagen er også en mand i 30'erne sigtet i sagen. Manden, der menes at være ekspert i kryptovaluta, er sigtet for grov frihedsberøvelse.
Tom Hagen og hans kone boede sammen i huset siden 1984. De har tre voksne børn.
Tom Hagen havde sidste år en nettoformue på 1,9 milliarder norske kroner (omkring 1,2 milliarder danske kroner).
Han har tjent en stor del af sin formue på ejendomsudvikling og ejer 70 procent af aktierne i et energiselskab.
/ritzau/