Drabstiltalte forklarer angreb i Marokko: Havde ikke råd til at rejse til Syrien

Retsdokumenter giver indblik i gerningsmændenes motiv for drabene på Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland.

Den 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige norske Maren Ueland blev dræbt 17. december 2018 i Marokko. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det var tilsyneladende manglende mulighed for at rejse til Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat, der fik de fire mænd, som nu er tiltalt, til at begå drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland i Marokko i december.

De fire primære gerningsmænd havde ellers ambitioner om at drage til Syrien, men havde ikke råd til eller mulighed for at rejse afsted og besluttede sig derfor i terrorgruppens navn at begå drab på udenlandske turister i stedet.

Det fremgår af deres forklaringer i retsdokumenter, som den norske avis VG har fået adgang til.

Blandt andet forklarer hovedgerningsmanden, der tidligere er dømt for terrorrelaterede gerninger, at hans pas blev konfiskeret, efter han blev løsladt fra fængsel i 2016, skriver avisen.

Diskuterede mulighed for kemiske bomber

Før drabene på de to skandinaviske kvinder diskuterede de fire hovedmistænkte i sagen ifølge VG også muligheden for bomber og angreb mod politiet.

Af retsdokumenterne fremgår det ifølge avisen, at de fire mænd skal have vandret i flere dage og mødt adskillige mulige ofre, før de opdagede de to kvinder, der tilsyneladende var i gang med at slå lejr. De forklarer desuden, hvem af dem der optog den drabsvideo, der sidenhen florerede på sociale medier.

Inden de tog mod bjergene, optog de fire mænd ligeledes en video, hvor de sværger troskab til terrororganisationen.

Ifølge forsvarsadvokat Hafida Makssaui er der ingen af mændene, der ved retsmødet i morgen vil nægte sig skyldige, og flere af dem udtrykker ifølge dokumenterne, at de angrer forbrydelsen.

Advokaten vil bede dommeren overveje de formildende omstændigheder, at de fire mænd har samarbejdet med politiet, siger hun ifølge VG.

De fire mænd er blandt tiltalt for drab, for at have dannet en gruppe med henblik på et begå terrorhandlinger, for at promovere ekstremisme og for at opfordre til terrorhandlinger.

Retssagen mod de i alt 24 personer, der er tiltalt fortsætter i morgen i Marokkos hovedstad, Rabat.

Facebook
Twitter