Et jordskælv med en styrke på 6,7 har natten til fredag ramt ud for kysten i det sydvestlige Tyrkiet.
Mindst to er dræbt på den nærliggende græske ferieø Kos, og 120 er meldt såret. I Bodrum i Tyrkiet er der melding om, at 70 mennesker er bragt på hospitalet som følge af skælvet.
Jordskælvet ramte klokken 1.31 lokal tid ud for kystbyen Marmaris, oplyser USGS.
Det ramte nær den tyrkiske by Bodrum og den græske ø Kos i Det Ægæiske Hav i en dybde på kun ti kilometer under havbunden.
Bygningerne rystede - glas faldt ned
- Bygningerne begyndte at ryste. Vi kunne høre glas, der faldt ned. Ruderne gik i stykker, og bygningerne begyndte at svaje. Min hustru og jeg vågnede og gik, som proceduren ved jordskælv er, hen i døråbningerne. Efter kort tid holdt det op, men der gik ikke ret lang tid, så kom der et efterskælv, fortæller Jens Pedersen, der er på Kos med sin hustru, til DR Nyheder.
Marmaris, Bodrum og Kos er alle populære feriemål for udenlandske turister - heriblandt danskere - i sommermånederne.
Et jordskælv med en styrke på 6,7 betragtes som kraftigt og kan forårsage betydelig skade, men virkningerne af dette skælv kan være blevet dæmpet af havet.
Mange græder
- Vi blev evakueret ud på gaden, hvor vi står med en masse mennesker nu. Det er ret chokerende. Mange er kede af det, mange græder. Der er mange, der er kommet ud af hotellet uden deres telefoner, så de spørger, om de må låne telefoner, så de kan ringe hjem, fortæller Jens Pedersen fra Kos City.
Mindre tsunami
Ifølge det europæiske jordskælvsagentur The European-Mediterranean Seismological Centre (EMSC) har skælvet forårsaget en mindre tsunami i området.
- Der er bekræftet en lille tsunami. Undgå strande i området. Du er sikker på højtliggende områder, skriver EMSC på Twitter.
Det amerikanske Pacific Tsunami Warning Center (PTWC), der er en del af det internationale tsunamivarselssystem, har ikke udstedt et varsel.
Ingen meldinger om skadede danskere
Der er p.t. ingen meldinger om danskere blandt de tilskadekomne, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.
/ritzau/Reuters